Karsten Ree stifter flyselskab

Nu ser det ud til, at den tidligere ejer af Den Blå Avis Karsten Ree, der netop har solgt tilbudsavisen for godt to milliarder kroner, vil gå ind i luftfart.

 

I hvert fald har han stiftet Luftfartsselskabet af 2. november og selv påtaget sig ansvaret som direktør. Han er særdeles fåmælt med hensyn til, hvad selskabet skal bruges til, men siger, at ’det muligvis har noget at gøre med at flyve passagerer.

 

På grund af timingen umiddelbart efter Sterlings konkurs, spekuleres der i branchen på, om Karsten Ree er en af de interesserede købere til det konkursramte lavprisflyselskab.

 

Ifølge Ritzau, der har talt med et af det nye selskabs bestyrelsesmedlemmer Frank Ludvigsen, er det uvist om der er lagt noget ind i det nye aktieselskab og han ved ikke, om Karsten Ree har budt på konkursboet.

Skrevet af Flemming Juul