Karsten Ree tæt på at opgive Sterling

Milliardæren og den tidligere ejer af Den Blå Avis, Karsten Ree, er meget tæt på helt at opgive at købe konkursboet Sterling. Samtidig kan det dag for dag blive sværere at få lavprisselskabet solgt, skriver Børsen i dag.

 

Ifølge Ritzaus oplysninger har Karsten Ree angiveligt opgivet at komme til vejrs som luftfartsdirektør i denne omgang.

 

Formanden for lufthavnsfunktionærerne Nicolas Fischer, der også har Sterlingansatte som medlemmer, vurderer, at det bliver yderst svært at få lavprisselskabet afsat.

 

"Jo flere timer, der går, jo sværere bliver det at sælge. Det skal gøres per omgående, mens man har kundeunderlaget. Kunderne forsvinder, fordi de køber billetter til november, december og januar andre steder. Så hvis nogen overtager selskabet, skal de flyve med tomme fly i begyndelsen. Og i den branche går det ikke længe. Der skal slås til med det samme," siger Nicolas Fischer til Ritzau.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen