Kendt profil forlader Cirkusbygningen

Marc Riesel bliver ny salgschef for B2B-området hos Nordisk Film.

PEOPLE: Nordisk Film, der har 20.000 sæder i sine 22 biografer landet over, vil tiltrække flere begivenheder som produktlanceringer, award-shows og meget andet. Til at stå i spidsen for den øgede satsning har Nordisk Film headhuntet kendt chef fra Cirkusbygningen.

Fra 1. december står 46-årige Marc Riesel i spidsen for Nordisk Films stigende fokusering på dette forretningsområde. Han er i dag ansvarlig for partnership i Cirkusbygningen – og får hos Nordisk Film titel som chef for B2B-salg.

Marc Riesel, der har været over syv år i Cirkusbygningen og inden da hos Hotel d’Angleterre, det daværende Hilton Copenhagen Airport og Radisson-hotellerne, siger til standby.dk: ”Nordisk Film vil øge fokus på at få for eksempel virksomheder og eventbureauer til at bruge deres 22 biografer over hele Danmark til alt muligt – det kan være events, produktlanceringer, investormøder, foredrag med en super VIP og så videre. Og arrangementet kan foregå i såvel biografsalene som i deres foyerer.”

Nordisk Film har allerede en millionforretning på dette område, men der skal nu gøres mere ud af det – for eksempel med opsøgende salg. ”Nordisk Film ved, at man har et stort potentiale på dette felt og det skal der nu mere fokus på,” siger Marc Riesel, der tirsdag i næste uge, 28. november, har sidste arbejdsdag i Cirkusbygningen, hvilket markeres med en intern reception.

Headhuntet
Marc Riesel er blevet headhuntet til sit nye job, hvor hans afdeling hos Nordisk Film vil bestå af fire medarbejdere.

”Vi skal sætte øget spotlight på at være opsøgende overfor nye kunder, definere og forretningsudvikle det koncept, vi skal sælge, og øge kendskabet til det i branchen,” siger Marc Riesel.

Nordisk Films flagskib blandt sine biografer er Imperial, der ligger tæt på Cirkusbygningen, og som også har plads til omkring 1.000 mennesker.

”Jeg sagde ja til det nye job hos Nordisk Film, fordi jeg kan lide at formidle oplevelser til mennesker – og en biograf er et fantastisk venue til dette. Det gælder om at skabe de rigtige rammer, og det er klart et marked med et potentiale. Derfor kunne jeg ikke sige nej til denne meget spændende udfordring,” siger Marc Riesel, der får kontor i Nordisk Films hovedkontor på Mosedalvej i Valby.

Privat bor han med familie i Dragør, kalder sig en livsnyder, der elsker god mad og vin – og som blandt andet slapper af ved at spille golf.

Relaterede artikler:

Cirkusbygningen satte pris på rejsebranchen

Cirkusbygningen øger fokus på MICE

Cirkusbygningen hæver børnealder