Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef for Spies og det nuværende Sunclass Airlines, runder på søndag, 19. januar, de 50 år. Den runde dag fejres under private former. Pressearkivfoto.

Kendt Spies-profil runder de 50

Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef for Spies og Sunclass Airlines, det tidligere Thomas Cook Airlines Scandinavia, fylder søndag 50 år.

Den berømte amerikanske kunstner Andy Warhol sagde engang, at alle mennesker i et livsforløb oplever 15 minutters berømmelse.

De 15 minutter – og meget mere – fik Lisbeth Nedergaard ufrivilligt sidste efterår, da det engelske Thomas Cook Group, moderselskabet for Spies og daværende Thomas Cook Airlines Scandinavia, for alvor kom i store økonomiske vanskeligheder og endte med at gå konkurs.

Klik for stort format. Søstrene Nedergaard ved sidste års Danish Travel Awards. Lisbeth Nedergaard, til venstre, med storesøster Karen Nedergaard, der er administrerende direktør for den familieejede Absalon Hotel Group i København. Foto: Michael Stub.

Det skete officielt mandag den 23. september, hvor Thomas Cook-gruppen krakkede.

Dagene før og navnlig efter blev mere end hektiske for Lisbeth Nedergaard der gang på gang var i medierne for at forklare og sige, hvad hun kunne på det tidspunkt. Mandatet var selvfølgelig bundet, for hun kunne ikke frigive flere informationer end der officielt kom fra blandt andet kuratorerne i det engelske konkursbo.

Men budskabet var, igen og igen, at Thomas Cook Northern Europe var en selvstændig juridisk enhed, der stort set ikke var berørt af krakket i England, og at det derfor var business as usual for Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia i Danmark.

Det hele endte som bekendt lykkeligt med at den norske hotelkonge Petter Stordalen stod i spidsen for skandinaviske investorer, der overtog Thomas Cook Northern Europe med blandt andet Spies og Thomas Cook Airlines (i dag Sunclass Airlines) og omdannede det til det nuværende Nordic Leisure Travel Group.

Ny i rejsebranchen – og dog
Da hun i 2018 blev headhuntet til sit nuværende job var Lisbeth Nedergaard var debutant i denne del af rejsebranchen med charterrejsebureau og flyselskab.

Klik for stort format. Lisbeth Nedergaard ved Ferie for Alle i Messecenter Herning sidste år med sin forgænger som pressechef for Spies og det nuværende Sunclass Airlines, Torben Andersen. Foto: Henrik Baumgarten.

Hun afløste Torben Andersen, der i mere end 20 år havde haft jobbet, men som efter han var rundet de 65 ønskede at gå på pension.

I første omgang overtog Lisbeth Nedergaard presseansvaret for Thomas Cook Airlines, siden også for Spies.

Men helt ny i rejsebranchen var hun dog ikke. Hendes storesøster er Karen Nedergaard, den administrerende direktør for familieejede Absalon Hotel Group i København – og i øvrigt Horesta-formand i Hovedstadsregionen. Og storesøster Karen har i tidernes morgen været airguide hos Spies, så lidt familiær forbindelse var der også til Spies.

Læs dobbelt-interviewet fra 7’eren på STANDBY.dk fra sidste år med søstrene Nedergaard via linket efter denne artikel: ”Familien har eventyrlyst og trang til at rejse”

Studentereksamen fra Herlufsholm
Lisbeth Nedergaard var indtil skiftet til Spies og Thomas Cook Airlines kommunikationschef hos det store rådgivende ingeniør- og konsulentfirma Cowi som for forretningsområdet Bridge, Tunnel & Marine Structures.

Hun er student fra den kendte kostskole Herlufsholm. ”Jeg valgte Herlufsholm, fordi skolen har en vis international stemning med mange kammerater fra udlandet, en forankring i traditioner og et stærkt sammenhold blandt eleverne. Og jeg elskede at gå der,” sagde hun i 7’er interviewet sidste år til STANDBY.dk

Hun fik en shippinguddannelse fra A.P. Møller-Mærsk og blev bagefter uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Hun har blandt andet været tre år hos Dagbladet Børsen og andre tre år hos det daværende Berlingske Nyhedsmagasin.

Herefter skiftede Lisbeth Nedergaard tilbage til A.P. Møller-Mærsk, hvor hun fra 2010-14 havde kommunikationsansvaret for nogle datterselskaber, blandt andet Maersk Supply Service.

Aldrig haft en karriereplan
I dag siger hun til STANDBY.dk: ”Jeg er vild med mit nuværende arbejde. Jeg har grebet spændende muligheder, når de bød sig og aldrig haft en karriereplan. Jeg fik den bedste uddannelse som shippingelev i Maersk og et fantastisk fundament, som jeg har bygget ovenpå med en journalistuddannelse – og er i dag et sted, hvor alle kompetencer og erfaring kan komme i spil.”

Sidste weekend var hun blandt de indbudte fra Nordic Leisure Travel Group der var i Stockholm for at være blandt de 3.500 deltagere i den årlige VinterKonference hos Petter Stordalens hotelgruppe, Nordic Choice Hotels.

Og det gjorde indtryk. ”Dét var inspirerende at se hvilken organisation, vi er blevet en del af. Det var medarbejderpleje på et niveau, jeg aldrig har oplevet, og inspiration på et niveau, jeg sjældent har set,” siger den kommende fødselar, der fejrer den runde dag med venner og familie i privaten i Trørød nord for København.

Relaterede artikler:

“Familien har eventyrlyst og trang til at rejse”

”Spies og resten af gruppen skulle holdes i live”

Dansker Årets Medarbejder blandt 17.000 hotelansatte

Her er de 10 mest læste artikler i 2019