Ferie for Alle er årets største publikumsmesse i Messecenter Herning – den holdes igen 21-23. februar, men uden Kina som planlagt Partnerland på grund af Corona-virussen. Arkivpressefoto: Messecenter Herning.

Kina melder afbud til Ferie for Alle i Herning

Kina, der skulle have været Partnerland ved Ferie for Alle næste måned i Messecenter Herning, har aflyst sin deltagelse ved den kæmpestore rejsemesse. Årsagen er den alvorlige Corona-virus.

Det Kinesiske Kulturcenter og Det Kinesiske Turistkontor på den kinesiske ambassade i København har netop meddelt Messecenter Herning, at man alligevel ikke kan deltage på Ferie for Alle 21-23. februar. Det oplyser MCH til STANDBY.dk

Baggrunden er den omsiggribende Corona-virus, der menes opstået i den kinesiske millionby Wuhan, og som foreløbig har kostet over 130 dødsfald i Kina. På verdensplan er over 6.000 smittet af lungesygdommen, primært i Kina, men også en række lande i Asien samt blandt andet Europa.

Klik for stort format. En oversigt over hallerne ved Ferie for Alle til februar. Illustration: Messecenter Herning.

Projektchef Anders Ladefoged Mortensen, der siden 2005 har stået i spidsen for Ferie for Alle, der publikumsmæssigt er årets største i Messecenter Herning, siger til STANDBY.dk:

”Vi har naturligvis fuld forståelse for det kinesiske afbud til Ferie for Alle; det er ærgerligt, men sådan er livet.”

Det Kinesiske Turistkontor på ambassaden i København har haft en masse planlægning med 35-40 kinesere fra Kina som de skulle have haft til Danmark og hjem igen. Kineserne var blandt andet officielle repræsentanter fra provinserne Chongqing og Anhui samt Kinas største by, Shanghai.

Som Partnerland ved årets Ferie for Alle skulle Kina blandt andet have stået for en del af underholdningen ved åbningen fredag den 21. februar af den store rejsemesse. Her skulle der blandt andet have været over 20 optrædende dansere og musikere. I alt skulle der have været op mod 100 kinesere i forbindelse med Kinas rolle som Partnerland.

”Vi kan ikke få et nyt partnerland eller partner på plads med så kort varsel. Men selvom vi er kede af det forståelige kinesiske afbud til Ferie for Alle, bliver det alligevel en storslået messe, hvor vi atter forventer over 60.000 besøgende gæster,” siger Anders Ladefoged Mortensen.

Samler hele verden i 13 messehaller
”Vi har naturligvis fuld forståelse for den kinesiske beslutning, der er taget på en meget alvorlig og trist baggrund. Vi ønsker Kina alt det bedste og vil glæde os til at byde vores kinesiske venner velkommen, når situationen i Kina er ændret,” siger Anders Ladefoged Mortensen i en pressemeddelelse fra MCH.

Projektchefen understreger, at de besøgende stadig har meget at glæde sig til, når Skandinaviens største feriemesse samler nærmest hele verden i 13 messehaller i MCH Messecenter Herning 21.-23. februar.

Her tilbyder de 1.100 udstillere rejser til over hundrede lande, og gæsterne kan møde repræsentanter fra 45 lande.

Relaterede artikler:

Ferie for Alle rykker åbningstider

Danmark fraråder ikke rejser til Kina

MCH havde atter en million besøgende