Årets 356 arrangementer på Messecenter Hernings fire adresser tiltrak lige over en million gæster – det var andet i år træk med mere end en million besøgende i oplevelseskoncernen.
Ved slutningen af 2019 kan Messecenter Herning se tilbage på et år med 1.071.945 besøgende – små 72.000 færre end i 2018 – til i alt 356 arrangementer fordelt på koncernens fire adresser: MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen.
Det er andet år i træk med over en million besøgende til fagmesser, publikumsudstillinger, kongresser, møder, kultur- og sportsarrangementer samt større fester, noterer administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen.
Regnskabet for Messecenter Herning kommer først til april i forbindelse med generalforsamlingen. I 2018 havde MCH rekordomsætning på 364 millioner kroner og et overskud efter skat på seks millioner kroner.
2019 begyndte for MCH med årets største sportsevent i Danmark, VM i herrehåndbold, der blev holdt i et samarbejde mellem Tyskland og Danmarks håndboldforbund; kampene blev spillet i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen. I Herning besøgte 131.225 tilskuere Boxen til i alt 27 kampe, der kulminerede 27. januar, da de danske håndboldherrer vandt verdensmesterskabet.
Masser af musik
Musikalsk set bød året i MCH på store danske og internationale stjerner i multiarenaen Boxen, hvor blandt andre Lukas Graham, Mark Knopfler, Rod Stewart, John Mayer og Volbeat indtog scenen.
Også i MCH Herning Kongrescenter var der gang i både koncerter, foredrag og musicals samt MCH’s egenproducerede musical Evita.
I år var 656.532 gæster i Boxen og MCH Herning Kongrescenter i forbindelse med 134 arrangementer inden for kultur og sport.
Ferie for Alle er største publikumsmesse
Messeåret 2019 bød på 23 messer i MCH med 322.533 besøgende. Flere messer oplevede besøgsfremgang, heriblandt Transport-messen, der havde en vækst på 19 procent sammenlignet med den forrige messe i 2017.
Fremgangen var også markant for Ferie for Alle, Art Herning samt Loppe- og stumpemarkedet, der med 30 procent stod for den største besøgsfremgang, oplyser MCH.
Forretningsområdet ”Møder, kongresser og større fester” bidrog til årets besøgstal med 92.880 gæster ved 199 arrangementer.
Politisk rekord
2019 var også året, hvor MCH rundede en ny rekord. Det var første gang i koncernens historie, at kongrescentret husede fire politiske stormøder i samme halvår.
Foruden Venstres ordinære landsmøde i november blev Venstres ekstraordinære landsmøde, Dansk Folkepartis årsmøde samt Det Konservative Folkepartis landsråd holdt i september.
9,5 millioner gæster i 2010’erne
I det årti, der slutter nu, har MCH’s fire lokationer været besøgt af 9.595.956 gæster fordelt på 4.179 arrangementer. Med det høje antal besøgende de senere år, mønstrer MCH et gennemsnitligt besøgstal på over en million de seneste fem år.
Årtiet blev indviet med opførelsen af Jyske Bank Boxen, der 20. oktober 2010 for første gang slog dørene op til en udsolgt Lady Gaga-koncert.
Siden er der med projekt Fremtidens MCH kommet en ny ankomstbygning foran Boxen, der forbinder multiarenaen med de sydlige messehaller. Det betyder ifølge MCH, at Boxen er en af de få multiarenaer i verden, hvorfra man kan gå tørskoet over i 110.000 kvadratmeter udstillingshaller.
MCH’s kerneforretning, messerne, har også udviklet sig de seneste ti år. De etablerede fagmesser havde svære kår under finanskrisen, men har formået at udvikle sig positivt efter en stabiliseringsfase. Samtidig er nye messer kommet til, oplyses det.
Relaterede artikler:
Ferie for Alle rykker åbningstider