Lalandia på Lolland – foto: VisitLollandFalster.dk

Lalandia vil til Sverige

Efter flere års arbejde er milliard-projekt om et Lalandia i Sverige et stort skridt nærmere. Motala Kommune har netop godkendt lokalplanen for, at der kan etableres et Lalandia ved byen.

Lalandia, der ejes af Parken Sport & Entertainment, har fået godkendt lokalplanerne for det nye feriecenter i Motala, der ligger ved Sveriges næststørste sø, Vättern, små tre timers kørsel sydvest for Stockholm.

Ifølge Børsen er det et projekt til op mod 1,3 milliarder kroner. “Nu kan vi sætte mere fart i vores planer Vi er ved at lave tegninger og masterplaner for byggeriet og forhandler med entreprenører, som skal bygge for os,” siger Jan Harrit, direktør for såvel Parken Sport & Entertaiment som Lalandia til Børsen.

Lalandia i Rødby og Billund tiltrækker også mange svenske gæster, og Jan Harrit udelukker ikke, at nogle af de sydsvenske gæster måske i stedet vil tage turen mod Motala, der ligger knap fem timers kørsel fra Malmø, frem for de danske centre.

Det første Lalandia åbnede i Rødby på Lolland (Lalandia er det latinske navn for Lolland), senere kom Lalandia i Billund – Aquadome Lalandia Billund var sidste år Danmarks 7. største turistattraktion med 681.000 besøgende.

Lalandia i Motala bliver det første Lalandia udenfor Danmark. Det svenske Lalandia feriecenter vil, hvis det bliver til noget, minde om Lalandia i Billund med et stort indendørs badeland og andre aktiviteter. Hertil kommer 550 ferieboliger og lejligheder.

Den helt rette placering
”Vi har gennem et par år undersøgt mulighederne for at etablere os i Sverige. Undersøgelserne har været positive, og med dagens godkendelse kan vi nu sætte ekstra fart på vores arbejde med projektet i Sverige,” siger Jan Harrit i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Motala har den helt rette placering for os. Byen ligger i et meget naturskønt område ved søen Vättern og er samtidig inden for køreafstand af byer med et stort befolkningsunderlag.”

Et Lalandia i Motala vil få mange af de aktiviteter, som gæsterne kender fra Danmark. Der vil blandt andet være en stor indendørs Aquadome, et Monky Tonky legeland, aktiviteter, restauranter og caféer. Derudover planlægger Motala Kommune at opføre en topmoderne svømmehal med blandt andet en 50 meters olympisk pool i tilknytning til et nyt Lalandia.

Relaterede artikler:

Lille fremgang for Danmarks 50 største attraktioner

Tvivl om milliardplan for kæmpe forlystelsespark ved Billund

Bedre lys på svenske skidestinationer