Over 500 branchefolk fra hele den danske rejse-, turisme- og luftfartsbranche samles onsdag aften i Cirkusbygningen til Danish Travel Awards. Der skal overrækkes 24 awards og tre specialpriser – og så skal der mingles.
Onsdag den 2. oktober er det 27. gang, at Danish Travel Awards afvikles – og det er samtidig 10. gang, at det sker i Cirkusbygningen, der også danner rammerne om dette års event.
DTA arrangeres af Travelmedia Nordic, der er udgiver af de tre digitale branchemedier, henholdsvis Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk.
Kandidaterne i kategorierne er valgt af præsidiet for Danish Travel Awards ud fra objektive kriterier, der er beskrevet i definitionen for hver kategori. Alle kategorierne kan blandt meget andet ses via dette link, hvor også kandidatlisterne i de forskellige kategorier fremgår.
Aftenens vindere er igen fundet via det danske analyseinstitut Epinion, hvor flere end 3.100 deltagere fra Epinions forbrugerpanel – et repræsentativt udsnit af befolkningen, fordelt på alder, køn og bopæl – har afgivet deres bedømmelser.
Ligeledes byder aftenen på overrækkelse af de specialpriser, henholdsvis Luftfartsprisen, Turismeprisen og Rejseprisen, hvor modtagerne er fundet af tre forskellige dommerkomitéer, der repræsenterer brancheorganisationerne.
Også i år er priskategorierne opdelt i tre afdelinger: luftfart og transport, fulgt af hoteller og dansk turisme samt rejsebureauer og udlandsferie. Aftenens konferencier er studievært på TV 2’s “Go Aften Live,” Natasja Crone.
En kategori vender tilbage – en anden udgår
Dette års DTA har én tilbagevendt kategori (Bedste Hotelkæde i Danmark), til gengæld er den relativt snævre kategori, Bedste badehotel i Danmark, udgået.
Uddeles i denne rækkefølge – først luftfart og transport
Danish Travel Awards 2024 uddeles i denne rækkefølge – i parentes er vinderne fra sidste år.
- Bedste charterflyselskab: (2023: Atlantic Airways, Færøerne)
- Bedste lavprisflyselskab: (2023: Norwegian)
- Bedste europæiske ruteflyselskab: (2023: Icelandair)
- Bedste interkontinentale ruteflyselskab: (2023: Emirates)
- Bedste indenrigsflyselskab: (2023: Alsie Express)
- Bedste danske lufthavn: (2023: Aalborg Lufthavn)
- Bedste passagerrederi: (2023: Color Line)
- Bedste biludlejningsselskab: (2023: Avis)
- Luftfartsprisen: (2023: Jan Hessellund, administrerende direktør, Billund Lufthavn)
Kategorierne blandt danske hoteller og dansk turisme
I afdelingen med turisme- og oplevelsesindustrien i Danmark finder man også alle hotelkategorierne.
- Bedste hotel i København: (2023: The Square)
- Bedste hotel på Sjælland, Fyn og Øerne: (2023: Nyborg Strand Hotel & Konference)
- Bedste hotel i Jylland: (2023: Hotel Vejlefjord)
- Bedste luksushotel i Danmark: (2023: Alsik Hotel & Spa, Sønderborg)
- Bedste hotelkæde i Danmark (var ikke med sidste år)
- Bedste feriecenter i Danmark: (2023: Skallerup Seaside Resort)
- Bedste destination i Danmark: (2023: Bornholm)
- Bedste attraktion i Danmark: (2023: Fårup Sommerland)
- Turismeprisen: (2023: Dorthe Weinkouff Barsøe – vicedirektør i Dansk Arkitektur Center)
Kategorierne blandt rejsebureauer og udlandsferie
I aftenens tredje og sidste afdeling uddeles der awards til rejsebureauer og udenlandske turismeorganisationer, og det sker efter nedenstående rækkefølge.
- Bedste charterarrangør: (2023: Spies)
- Bedste rejsearrangør (rundrejser): (2023: Vitus Rejser)
- Bedste ferierejsebureau: (2023: Top Tours)
- Bedste skirejsebureau: (2023: Højmark Rejser)
- Bedste erhvervsrejsebureau: (2023: American Express Global Business Travel)
- Bedste krydstogtrederi: (2023: Royal Caribbean International)
- Bedste rejseland i Europa: (2023: Italien)
- Bedste rejseland uden for Europa: (2023: Thailand)
- Rejseprisen: (2023: Bjarke Hansen, administrerende direktør for og ejer af Travelheart Family (tidl. Primo Tours Gruppen)
Tak til sponsorerne
Hovedsponsorerne ved dette års Danish Travel Awards er Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, Lufthansa Group og Meliá Hotels International.
Herudover er Cirkusbygningen og Epinion også blandt sponsorerne, der også tæller Amadeus, Explora Journeys og Gouda Rejseforsikring samt København Lufthavn, Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn og endelig Dansk Erhverv og Dansk Industri.
Relaterede artikler:
Her er vinderne af Danish Travel Awards 2023
Epinion har fundet årets vindere af DTA 2023
DTA 2023: Danish Travel Awards-vindere fejrede førstepladser

STANDBY.DK Nyt om rejser


