Klart behov for indenrigsfly til Billund

Det var en streg i regningen, at Cimber A/S ikke fik det leasede ATR-fly klar til premieren på SAS’ nye rute mellem København og Billund sidste mandag.

 

Fredag i forrige uge var Cimber A/S’ direktør, Jørgen Nielsen, i Toulouse for at teste flyet. Det er nu håbet, at det kan sættes ind på Billund-ruten senere på ugen. Det spanske bureaukrati – flyet kommer fra Spanien – har skabt en uventet forsinkelse.

 

Indtil videre flyver et af de fire CRJ-fly, Cimber har i trafik for SAS, på København-Billund. Det kan lade sig gøre, fordi de endnu ikke er oppe på den fulde udnyttelse på andre ruter hos SAS efter sommerferien.

 

”Vi håber, at det nu kun varer få dage, før Cimber har ATR’en klar. Om ikke for andet, så fordi vi har haft overbookinger i den første uge. Sådan noget sker, når man sætter et fly ind med kun 48 pladser og skulle have haft 68 pladser,” siger marketingdirektør Per Møller Jensen fra SAS til takeoff.dk – han tilføjer:

 

”Det positive er, at der har været vældig god efterspørgsel på ruten og også ser ud til at være det i fremtiden. Det viser, at det var rigtigt, at vi fik genoprettet forbindelsen fra Billund til at dække vores indenrigsrutenet i Danmark.”

 

I øvrigt meddeler Danish Air Transport, at det nuværende ruteprogram på Bornholm – København er forlænget til 27. oktober

 

”Bornholmerflyet.dk flyver fortsat seks rotationer på hverdage, tre på lørdage samt fire på søndage. Vinterprogrammet 2012/2013 publiceres senest 12. september,” siger DAT-direktør, Jesper Rungholm.

Skrevet af Ejvind Olesen