Zanzibar får snart nye flyforbindelser fra Europa. Blandt øens luksushoteller er Riu Palace Zanzibar. Den spanske hotelkæde har foreløbig 93 hoteller i 19 lande. PR-foto: RIU Hotels & Resorts.

KLM og Lufthansa åbner nye ruter til Zanzibar

Zanzibar, ferieøen ud for Tanzania, får til december og marts direkte flyvninger fra KLM og Lufthansa. København er Zanzibars femtestørste ikke-betjente marked fra Europa, siger ny analyse.

Zanzibar, der er lidt mindre end Fyn, bliver fra 10. december KLM’s sjette østafrikanske destination, og fra 31. marts næste år Lufthansas fjerde i regionen.

Øen i Det indiske Ocean får to direkte ugentlige KLM-flyvninger fra Amsterdam med Boeing B787-9 med plads til 294 passagerer. På vejen hjem til Amsterdam mellemlandes i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam, skriver hjemmesiden anna.aero

Lufthansa starter efter planen sin rute til Zanzibar fra Frankfurt 31. marts næste år. Her flyves der to gange om ugen med en Airbus A330-300, på både ud- og hjemturen mellemlandes i kenyanske Mombasa.

Zanzibar bliver KLM’s sjette destination i Østafrika, i forvejen betjener Skyteam-medlemmet Dar Es Salaam, Entebbe i Uganda, Kigali i Rwanda, Kilimanjaro i Tanzania samt Kenyas hovedstad, Nairobi.

Zanzibar vil være Lufthansas fjerde østafrikanske destination, de øvrige er Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien, og Nairobi samt fra marts også Mombasa.

Vil man flyve med et måske lidt mere ”eksotisk” flyselskab, så åbner ukrainske SkyUp Airlines fra sidst i oktober en rute fra hovedstadslufthavnen Kyiv Borispil til Zanzibar, skriver Routesonline.com

Det ukrainske selskab vil flyve to gange om ugen med en Boeing 737-800. Der bliver en mellemlanding på den 11 timer lange flyvning, men selskabet har endnu ikke oplyst hvor, står der på Routesonline.com

367.000 flysæder sidste år mellem Europa og Zanzibar
Ifølge anna.aero var der sidste år 367.000 udbudte flysæder mellem Europa og Zanzibar, nogle med mellemlandinger – en stigning på 148 procent fra 2015.

Italienske Neos Air var største europæiske flyselskab sidste år på Zanzibar med 107.000 af de udbudte flysæder. Herefter fulgte Turkish Airlines.

I alt var der, ifølge anna.aero, sidste år flyvninger fra 12 europæiske lufthavne mod Zanzibar med Milanos Malpensa-lufthavn som den største med tre ud af ti sæder. Flyselskaber udenfor Europa med forbindelse via deres hubs mellem Europa og Zanzibar var Ethiopian Airlines, Flydubai og Emirates, Qatar Airways og Turkish Airlines.

Anna.aero har også opgjort de fem europæiske lufthavne uden direkte ruter til Zanzibar, der sidste år havde flest afrejsende passagerer til den tanzaniske ø. Listen toppes af Paris fulgt af London, Wien, München og Københavns Lufthavn.

Relaterede artikler:

Lufthansa fordobler leisure-destinationer

DRF: Ikke gratis afbestilling ved mellemlanding i orange land

Kenya Airways lander APG som nordisk agent