Danhostels nyeste medlem, Vitskøl Kloster, ligger en times kørsel sydvest for Aalborg. Foto: Danhostel.

Kloster bliver medlem af Danhostel

Nordjyske Vitskøl Kloster er del af selvejende institution med arbejdsmarkedsuddannelser til unge med sociale og personlige udfordringer – der er planer om en uddannelse indenfor turisme.

Vitskøl Kloster i Himmerland, der på fredag bliver medlem af Danhostel, blev grundlagt i 1158 og regnes som et af Europas ældste og bedst bevarede klosteranlæg.

Klostret, der ligger en times kørsel sydvest for Aalborg, er en del af TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser), en selvejende institution, der tilbyder arbejdsmarkedsuddannelser til unge mellem 18 og 30 år med sociale og personlige udfordringer. Som en del af uddannelsen er de unge en del af den daglige drift af klostret.

Med medlemskabet af Danhostel er ambitionen at udvikle Vitskøl Kloster med fokus på særligt møde- og konferencegæster, lejrskoler samt turister fra ind- og udland. Med Danhostel Vitskøl Kloster har Danhostel nu 65 medlemmer.

TAMU uddannelsessystemet har seks centre over hele Danmark. Hvert center har forskellige uddannelser, men fælles for dem er visionen om at tilbyde uddannelser til udfordrede unge, der skal sikre, at de kommer i gang på arbejdsmarkedet. Vitskøl Kloster tilbyder i dag uddannelser indenfor bygningsservice, gartneri, jordbrug og kantine, oplyser Danhostel.

Vitskøl Kloster vil via sit medlemskab af Danhostel søge at tiltrække møde- og konferencegæster, lejrskoler samt turister fra ind- og udland. Foto: Danhostel.

Turisme-uddannelse
Espen Petterson, driftschef TAMU, siger: ”Vores ambition er, at vi i fremtiden kan tilbyde en uddannelse indenfor turisme og service. Med vores medlemskab af Danhostel er vi overbeviste om, at vi vil få både inspiration og sparring i det gode og personlige værtskab, som vi ønsker skal være en del af fundamentet i den nye uddannelse.

I de kommende år har vi planer om at udnytte skoven og naturen omkring klostret i langt højere grad. Vi skal bygge shelters, hvor man kan overnatte, hvilket skal være med til at tiltrække flere lejrskoler og turister. Klostrets enestående rammer er også velegnet til møder, konferencer og events, et område, vi ønsker at udvikle med Danhostel,” siger Espen Petterson.

Mangler kvalificeret arbejdskraft
Ole Andersen, administrerende direktør i Danhostel, siger:
”Med sin unikke og spændende historie er Vitskøl Kloster et positivt tilskud til Danhostels mange forskelligartede steder. Klostret har en fantastisk beliggenhed og vil være med til at Danhostel nu kan tilbyde vores gæster endnu et attraktivt overnatningssted. At stedet drives i TAMU regi er yderst interessant. Vi mangler i høj grad fagligt kvalificeret arbejdskraft i branchen i dag, og behovet og efterspørgslen bliver ikke mindre i de kommende år.”

Relaterede artikler:

Ægtepar i spidsen for Danhostel Rømø

Nye medlemmer hos Danhostel

1 million overnatninger på danske hostels