Den danske møde- og eventbranche kan fra 8. juni have 30 til 50 deltagere, men branchen ønsker tallet hævet til mindst 100. Arkivpressefoto fra Vingsted Hotel & Konferencecenter, Kenneth Stjernegaard.

Konferencecentre ønsker mindst 100 deltagere

Når politikerne igen skal tage stilling til at løfte forsamlingsforbuddet håber de danske kongrescentre at tallet kan øges til 100. I første omgang hæves det 8. juni til mellem 30 og 50.

Fra 8. juni hæves forsamlingsforbuddet fra de nuværende ti til 30 eller 50. Men også den danske mødeindustri håber, at tallet så snart som muligt kan hæves yderligere. Det er meldingen fra såvel Horesta som Dansk Erhverv.

I en ny Horesta-undersøgelse svarer fem ud af seks virksomheder i segmentet, at forsamlingsforbuddet minimum skal hæves til 100 personer. Blot hvert femte konferencecenter holder åbent på nuværende tidspunkt.

Cheføkonom i Horesta, Jonas Kjær, siger: ”Konferencevirksomhederne lever af at bringe folk sammen, derfor er de særligt hårdt ramt af coronakrisen. Både erhvervsmæssige møder og konferencer er blevet aflyst. Sådan vil billedet forblive, så længe forsamlingsloftet er så lavt.”

Jonas Kjær tilføjer, at en stor del af erhvervskunderne har begrænset møde- og rejseaktiviteten, og det mærker også MICE-virksomhederne. To ud af tre forventer en omsætningsnedgang på minimum 60 procent i juni, ifølge Horesta-undersøgelsen.

”Virksomhederne har mange uafklarede spørgsmål, der er kritiske for deres drift. Foruden forsamlingsforbuddet er der de lukkede grænser. Så længe der ikke er udenlandske forretningsrejsende, vil mange kongresser og større events udeblive,” siger Jonas Kjær.

”Vi meget kritiske i forhold til forsamlingsforbuddet”
Erhvervsorganisation Dansk Erhverv forudser store hovedpiner for turismen, hvis myndighederne fastholder for skrappe retningslinjer, der risikerer at fastholde turismen i dvale.

Det siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse:

”Regeringen vil i denne uge fremlægge en plan for kontrolleret og gradvis genåbning af sommerturismen. Der er dog en række udeståender og knaster i udkastet til retningslinjerne, som vækker bekymring.

”Vi er meget kritiske i forhold til, at forsamlingsforbuddet skal gælde for konferencer og lignende. Der er jo skabt velfungerende retningslinjer for restauranter, og konferencesteder er i stand til at leve op til de retningslinjer, der for eksempel gælder for biografer, hvor gæsterne også sidder ned,” siger Lars Ramme Nielsen.

Relaterede artikler:

Bella Centers koncernchef: ”Vi behandles som babyer”

Comwell genåbner alle sine danske hoteller

Mødeplanlæggere har nye krav til konferencecentre

Liv i dansk turisme kræver åbne attraktioner og grænser