Danske turister til Bornholm afbestiller bookingerne, når usikkerheden om svenske krav bliver for stor eller besværet for overvældende, siger HORESTA. Her er katamaran fra Bornholmslinjen i Rønne. Presse: Bornholmslinjen.

Kræver klippefast aftale om transit til Bornholm

Transportministeren må sikre permanent aftale med Sverige om transitmulighederne til Bornholm. ”Det er gift for bornholmsk turisme hver gang, der sås tvivl om mulighederne,” siger HORESTA.

Konstante ændringer i transitmulighederne til Bornholm via Sverige skaber usikkerhed blandt danske turister. Destination Bornholm og HORESTA appellerer til transportminister Benny Engelbrecht og udenrigsminister Jeppe Kofod om at få en klippefast og permanent aftale på plads med de svenske naboer.

Først lukkede svenskerne grænsen til Danmark op til jul. Siden blev det igen muligt at køre via Øresundsbron til færgen i Ystad, hvis man skal til Bornholm. Der må ikke stoppes undervejs i Sverige. Men med kort varsel har svenskerne sidste weekend indført krav om, at danskere skal have en negativ covidtest, der ikke må være mere end 48 timer gammel. Og danskerne må i øjeblikket ikke stoppe mellem for eksempel Øresundsbron og Ystad på ud- og hjemturen til Bornholm.

Bornholmslinjen sejler i denne tid fire daglige ture hver vej på Ystad-Rønne. Sverige har indført krav om, at transitrejsende mod Bornholm skal fremvise en negativ coronatest ved grænsen mellem Danmark og Sverige.

Bornholms turisme mærker konsekvenserne
HORESTA’s politiske chefkonsulent, Kristian Nørgaard, siger til brancheforeningens nyhedsbrev, at virksomhederne i det bornholmske turisme- og oplevelseserhverv mærker konsekvenserne af forvirringen med det samme. For gæsterne afbestiller og stopper bookingerne, når usikkerheden bliver for stor eller besværet for overvældende.

”Rønne-Ystad er en livsnerve for hele Bornholm, og desværre er sejlturen fra Køge ikke et alternativ, som kan dække det tabte, da kapaciteten simpelthen ikke er tilstrækkelig. Derfor er det gift for bornholmsk turisme hver gang, der sås tvivl om mulighederne for at tage over Sverige. Vi kalder på en permanent aftale med svenskerne, der smidiggør denne transportkorridor til Ystad,” siger Kristian Nørgaard og tilføjer:

”Bornholm er dybt afhængig af turismen. Og betydningen bliver kun større når foråret, påsken og forsommeren kommer tættere på. Der er brug for vished om transportmulighederne til Bornholm.”

Relaterede artikler:

Coronakrisen halverede danske hotelovernatninger

Sverige blokerer for vigtig færgerute til Bornholm

Bornholm får bedste overnatningstal i årtier