AIDAprima (Foto: Mussklprozz | CC 4.0)

Krydstogtpassagerer evakueret med Roskildesyge

Sæsonens værste forgiftning på et krydstogt ramte tysk skib i Middelhavet, da det forlod Mallorca. Passagerer måtte have lægehjælp fra Berlin.

Er der noget en kaptajn frygter om bord på sit krydstogtskib, så er det en epidemi med forgiftning som norovirus, Roskildesyge på dansk, med diarré og opkastninger, der på kort tid kan brede sig til hele skibet, fordi det blandt andet smitter gennem luften.

På broen findes manualer for de tre mest frygtede hændelser, nemlig brand, terror og virusangreb. Den sidste er trods alt den personalet oftest kommer ud for. Det gjaldt også for AIDAprima, skriver Caribbean News, da det luksuriøse tyske skib på sidste september-tur skulle fra Mallorca videre til Barcelona.

Næppe var man nået ud af havnen, før der begyndte at indløbe meldinger om syge passagerer i større tal. I løbet af kort tid havde personale, læger og sygeplejersker slået alarm. Her var ikke kun  tale om norovirus hos enkelte passagerer, som det havde set ud til inden ankomsten til Mallorca. Virussen er kendt for at smitte inden for 12 til 48 timer. 

300 syge om bord
Kaptajnen valgte at lade skibet returnere til Palma og tilkalde hjælp hjemme i Tyskland. Et chartret fly blev sendt fra Berlin med læger og sygeplejersker og efterhånden stod det klart, at der var flere hundrede smittede, som blev isoleret i deres kahytter, indtil de kunne få lægehjælp. En overgang var ventetiden på en læge fem til seks timer, indtil de smittede kunne tilses i kahytterne. Og det samlede antal smittede er senere rapporteret til at være omkring 300.

Masser af vand og den rette behandling stopper i langt de fleste tilfælde udbruddet i løbet af et døgn eller to. For at sikre mod smittefaren, blev der indrettet en slags nødherberge uden for Palma, indtil fly fra Tyskland nåede frem

Hvornår AIDAprima blev desinficeret og igen kunne gå i normal drift beretter nyhedsmediet ikke noget om, men flere tyske medier oplyser, at epidemien tilsyneladende ikke var overstået på hjemrejsen til den tyske lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Krydstogtskib skifter navn efter milliardombygning

252 syge krydstogtpassagerer

Epidemi om bord på Star Princess