MSC Cruises har bestilt yderligere to skibe i sin største serie, World Class. PR-foto.

Krydstogtrederi bestiller nye skibe til 16 milliarder kr.

Det italiensk-schweiziske krydstogtrederi MSC Cruises har bestilt yderligere to skibe i sin hidtil største klasse, World Class. Skibene til otte milliarder kr. stykket har plads til 5.400 passagerer.

MSC Cruises, der regnes som verdens tredjestørste krydstogtrederi – efter de amerikanske krydstogtkoncerner Carnival og Royal Caribbean – har bestilt skib nummer fem og seks i sin World Class-serie. De skal leveres i henholdsvis 2029 og 2030 fra det franske værft Chantiers de l’Atlantique.

World Class-skibene, der har plads til 5.400 passagerer med to i hver kahyt eller suite, har også en besætning på over 2.100.

MSC (Mediterranean Shipping Company) Cruises, der salgsmæssigt er det største rederi i antal solgte krydstogter på det nordiske marked, har i forvejen 23 krydstogtskibe. Blandt disse er foreløbig fire i World Class, nemlig MSC World Europa og MSC World America, der er i drift – MSC World America blev taget i brug så sent som i sidste måned.

Yderligere to skibe i serien er på vej, nemlig MSC World Asia MSC World Atlantic, til levering i 2026 og 2027. MSC World Asia skal, navnet til trods, i første omgang sejle i Middelhavet, mens MSC World Atlantic fra sin kommende hjemmehavn, Port Canaveral i Florida, skal sejle i Caribien, verdens største krydstogtmarked.

Over 40 procent af verdens krydstogtkapacitet sejler i Caribien, små 20 procent i Middelhavet, mens Nordeuropa (med blandt andet England, de norske fjorde og Østersøen) med over 10 procent af den udbudte kapacitet er tredjestørste marked på verdensplan.

Cirka otte milliarder kroner stykket
Hvert af de nye World Class-skibe står til at koste cirka 1,2 milliarder dollars. På verdensplan forventes der i år over 37 millioner krydstogtpassagerer, over halvdelen fra USA.

MSC Cruises sælger på den anden side af fire millioner årlige krydstogter.

Udover selve MSC Cruises-skibene har MSC-koncernen også sit highend-produkt, Explora Journeys, med foreløbig to leverede skibe ud af i alt seks bestilte.

De seks skibe har en værdi på 3,5 milliarder euro, over 26 milliarder kroner. Ikke alle skibe er lige store – men det giver en gennemsnitspris på 4,3 milliarder kroner pr. skib; og alle skibene bygges af den italiensk skibsværftskoncern, Fincantieri,

Det første skib, Explora I, begyndte at sejle med passagerer i august 2023 – første sejlads var faktisk fra Københavns Havn; Explora II tilgik rederiet i september sidste år.

Explora III og IV følger i henholdsvis 2026 og 2027. Nummer fem og seks, Explora V og Explora VI, kommer i 2027 og 2028.

 

Relaterede artikler:

MSC Cruises åbner verdens største krydstogtterminal

MSC Cruises: Stor forskel i antal skandinaviske krydstogtbureauer

MSC Cruises beskærer drikkepakke til 15 daglige genstande