Besøgende kan bevæge sig rundt på Celebrity Beyond. (Foto: Celebrity Cruises | PR)

Krydstogtrederi sejler ind i metaverset

Celebrity Cruises har lanceret en virtuel løsning, som gør det muligt for nysgerrige at gå oplevelse på rederiets nyeste skib og opleve nogle af de destinationer, der indgår i trafikprogrammet.

Tanken om et metaverse – en fuldstændig digital verden, der tilgås via et par virtual reality-briller – har i mange år optaget blandt andet forfattere samt personer, der beskæftiger sig med teknologi, og takket være udviklingen er vi efter alt at dømme tættere på, at det bliver til virkelighed, end tidligere.

Det skyldes især, at Meta, som står bag Facebook, sidste år fortalte, at virksomheden har et erklæret mål om at skabe et metaverse, og den udmelding gjorde, at mange virksomheder begyndte at overveje, hvordan deres produkter eller forretninger kan spille en rolle i et sådant virtuelt univers.

Det har flere aktører i rejsebranchen ligeledes gjort, og nu tager Celebrity Cruises, der er et af de fem sejlende varemærker under Royal Caribbean Group, også livtag med området og lancerer en virtuel krydstogtoplevelse.

Gæsterne kan chatte sammen
Krydstogtrederiet har navngivet det nye tiltag ’Wonderverse’, og giver interesserede mulighed for at opleve en digital udgave af Celebrity Beyond. Det kræves desuden ikke, at man skal have et head set eller andet ekstraudstyr, da løsningen kan afvikles direkte i et browser-vindue.

Konkret fungerer det sådan, at besøgende på det virtuelle krydstogt starter med at sidde i en lille båd, der sejler mod krydstogtskibet. Når de ankommer, skal der laves en såkaldt avatar, som er den figur, gæsterne vil bruge, når de bevæger sig rundt på Celebrity Beyond.

Herefter kan de blandt andet besøge en bar, hvor bartenderne opfører et show, ligesom de også kan chatte og mødes med op til 12 andre personer på The Magic Carpet, som er et restaurant- og barområde, der er fastgjort til skibssiden og kan køres op og ned mellem de forskellige etager.

Fremviser også Celebrity Cruises-destinationer
Besøgende i den virtuelle verden kan også til en vis grad interagere med digitale udgaver af skibskaptajn Kate McCue, krydstogtrederiets koncernchef Lisa Lutoff-Perlo samt den kendte indretningsarkitekt og tv-personlighed Nate Berkus, der deler nogle af sine egne rejseminder og -tips, når de besøgende møder ham i skibets Sunset Bar, som han har designet.

Mens de opholder sig på det virtuelle skib, kan gæsterne også give sig i kast med to mindre spil, hvor flere spillere blandt andet kan konkurrere om hvis avatar, der først når i mål på en løbebane.

Udover at opleve skibet, får de besøgende også mulighed for at opleve digitale udgaver af nogle af de destinationer, der er en del af Celebrity Beyonds-trafikprogram. Det drejer sig blandt andet om Santorini, gletsjerne Endicott Arm og Dawes Glacier i Alaska, Tokyo og Mount Fuji i Japan samt stranden på den caribiske ø Saint Lucia.


Relaterede artikler:

Fremtiden byder på rejser i metaverset

Krydstogtselskab vil tiltrække næste generation

Skibet er ladet med luksus