Millennium Hotels har etableret et virtuelt hotel. (Foto: Millennium Hotels | PR)

Fremtiden byder på rejser i metaverset

Rejsebranchen er allerede begyndt at eksperimentere med, hvordan et kommende virtuelt univers kan benyttes til at komme i kontakt med nye kunder.

Siden bøgerne ’Snow Crash’ af Neal Stephenson og ’Ready Player One’ af Ernest Cline populariserede idéen om, at vi engang ville have mulighed for at leve en del af vores liv i en virtuel verden kaldet metaverset, har det været en tanke, der har optaget mange mennesker.

I takt med at den teknologiske udvikling har taget fart, er idéen gradvist blevet mere realistisk, og siden Facebook offentliggjorde, at virksomhedens næste store satsning ville være at skabe det virtuelle univers, blev tankerne endnu mere konkrete.

Mange virksomheder begyndte efterfølgende at overveje og arbejde med måder, hvorpå deres produkter kan gøres aktuelle i et kommende digitalt univers, som brugerne tilgår ved hjælp af et par virtual reality-briller og hvor det sociale liv, shopping, computerspil, dating, koncerter, oplevelser og i princippet alt andet kan forgå.

Træd ombord på Qatar Airways-fly
Det gælder ikke mindst i rejsebranchen, hvor de første eksperimenter med virtuelle oplevelser allerede har fundet sted. Det skriver OAG. Den britiske rejsegigant Thomas Cook har eksempelvis arrangeret en virtuel overflyvning af Manhattan.

Formålet var her, at oplevelsen skulle overbevise potentielle kunder om at booke en tur til byen i den virkelige verden, og det førte tilsyneladende til en 190 procent stigning i antallet af udflugter til New York City hos selskabet.

Flyselskabet Qatar Airways har udviklet en platform, der har fået navnet The QVerse. Den giver personer mulighed for at opleve en flig af, hvordan det er at rejse med selskabet, da en virtuel kabineansat fører brugerne fra check-in og ombord på et af selskabets fly, hvor man kan kigge sig omkring.

Har bygget virtuelt hotel
Hotelbranchen har også fået øjnene op for de perspektiver, der potentielt er i metaverset. Flere kæder er gået i gang med at undersøge mulighederne samt afdække hvilket nye informationer om adfærden hos kunderne, som den nye digitale tilgang til turisme kan afsløre.

Kæderne Marriott og Millennium Hotels har eksempelvis investeret i virtuelle byggegrunde, hvor de har opført digitale hoteller, som den givne platforms brugere kan besøge.

Den 5. maj i år åbnede Millennium Hotels kædens første virtuelle hotel, der ligesom flere virkelige hoteller har fået navnet M Social Hotel, på platformen Decentraland. Her står virtuelle ansatte klar til at vise besøgende rundt, såfremt de ønsker at få en smagsprøve på, hvordan det er at være gæst på et af Millenniums hoteller.

Et hotel fra Amsterdam kaldet CitizenM har etableret sig på platformen The Sandbox, hvor man satser på at skabe simulationer af aktiviteter fra det virkelige liv. Hotellet har valgt at rejse midlerne til deres digitale satsning ved at sælge såkaldt digital kunst for kryptovaluta, men køberne får samtidig adgang til eksempelvis gratis drikkevarer og andet på kædens hoteller i den virkelige verden, så kunderne tilbydes en oplevelse, der både er social og digital, lyder det.


Relaterede artikler:

Indbyder rejsebranchen til virtuel rejsemesse

Nyt koncept med gratis virtuelle Europa-rejser

”Fremtiden bliver fysiske og virtuelle rejser”