Krydstogtrederi søsætter ny fartplan

Norwegian Cruise Line klar med rejseprogrammet for vintersæsonen 2020/2021, der navnlig dækker Caribien, men også sender skibe gennem Panamakanalen og til Falklandsøerne.

“Vi er meget tilfredse med variationen i det rejseprogram, vi præsenterer, herunder positionering af søsterskibene Norwegian Joy og Norwegian Encore, der vil sejle fra Miami,” siger Kevin Bubolz, Europadirektør for Norwegian Cruise Line, NCL.

Norwegian Joy vil for første gang sejle fra Miami på ruter i det vestlige og østlige Caribien. Og efter sin første sommersæson i New York, vil Norwegian Encore vende tilbage til Miami for at sejle syv-dageskrydstogter til det vestlige Caribien. Hun vil også sejle tolv- til trettendageskrydstogter gennem Panamakanalen.

For første gang vil Norwegian Escape fra 21. november have hjemhavn i Port Canaveral og sejle i det vestlige Caribien på fem- til syvdagesruter til blandt andet St. Thomas i De Amerikanske Jomfruøer; Bahamas og Jamaica. Skibet vil også sejle på firedageskrydstogter i Bahamas.

Efter sin sommersæson i Miami, vender Norwegian Breakaway tilbage til New Orleans 22. november på syvdagesruter i det vestlige Caribien. Den 20. december er Norwegian Epic retur i Puerto Rico for at sejle syvdagskrydstogter til det det sydlige Caribien.

Fra december begynder Norwegian Getaway syv- og ottedageskrydstogter til Bahamas og Florida fra New York. Skibet vil også tilbyde femdagesrejser i det østlige Caribien fra Miami samt syvdagesrejser i det vestlige Caribien.

Sejler fra New York
Fra 30. november vil Norwegian Pearl vende tilbage til New York og sejle på en række ti-, elleve-, tolv- og fjortendageskrydstogter til det sydlige Caribien.

Norwegian Jade vil have havn i Tampa i Florida fra 22. november og sejle  ruter i det vestlige og sydlige Caribien indtil 11. april.

Fra 18. oktober vender Norwegian Bliss tilbage til Los Angeles for at sejle en række ruter, herunder fem- til syvdageskrydstogter til den mexicanske riviera. Hun vil derudover påbegynde sekstendagesruter via Panamakanalen fra Los Angeles til Miami og tilbage.

Besøger Falklandsøerne og Sydamerika
Fra 19. december vil Norwegian Star sejle på fjortendagesruter ved Sydamerika med besøg i Montevideo og Punta Del Este i Uruguay; Argentina; Port Stanley på Falklandsøerne; Kap Horn og Chile.

Relaterede artikler:

Norwegian klar med 17 skibe til 2020-sæsonen

Atlantic Link vinder ny krydstogtkunde

Krydstogtrederi bestiller nye skibe