5 DAGE IGEN: ”Hvis det her ikke lykkes, har de ansatte ikke noget SAS,” sagde finansminister Bjarne Corydon i aftes i TV-konfrontation med Clement Kjærsgaard. – Fagforeningerne afviser ikke kriseplanen, skriver svensk avis.
Ingen af de otte fagforeninger, som skal skrive under på SAS diktat, som de fleste har valgt at kalde det, har meldt fra. ”De har positioneret sig på forskellig vis,” skriver Dagens Industri i Sverige.
Hertil kan bemærkes, at de danske fagforeninger har positioneret sig ret så kraftigt i løbet af tirsdagen med CAU, kabineforeningen, som stærkeste røst i tilsyneladende harme over, at SAS ledelse har valgt at kommunikere direkte med hver enkelt ansat i stedet for gennem fagforeningen. Det betyder dog næppe, at der netop fra den kant komme det nej, der vælter læsset, bedømt ud fra stemningen op gennem fagforeningenssystemet, for eksempel Bente Sorgenfrey (se senere).
Ifølge DI siger svensk pilotforenings formand: ”Jeg kan ikke kommentere, hvad vore medlemmer kommer til at stemme”. Svensk kabineforenings formand: ”Jeg kender ikke svaret på det her fra vore medlemmer.” Fra dansk Pilotforenings formand Lars Bjørking: ”Det er svært for os at sige ja til et ultimatum, som vi ikke kender konsekvenserne af.”
Den norske kabineforening accepterer: ”Det er nødvendigt for at nå vort overordnede mål og redde arbejdspladser,” siger Elisabeth Goffeng, som også er medarbejderrepræsentant i SAS-styret.
For det kabinepersonale, som kom ind fra Braathen og har egen fagforening, siger Anneli Nyberg til avisen: ”Vi har ikke sagt blankt nej, for så siger vi også nej til en fremtid i SAS”.
Da den danske finansminister Bjarne Corydon i aftes blev krydsforhørt i DR af Clement Kjærsgaard, sagde han bl.a.:
”SAS er ikke et billede af, hvordan dansk økonomi har det. Men vi står sammen med den svenske og den norske regering og familien Wallenberg, (ca. 62 procent af aktiekapitalen i flyselskabet) om det her.
Realiteten er, at hvis det ikke lykkes at få medarbejderne med, så har de ikke noget SAS.”

STANDBY.DK Nyt om rejser


