En analyse peger på, at kunstig intelligens formentlig vil forandre dagligdagen i rejsebranchen på samme vis, som internettet og kundernes mulighed for selv at booke rejser gjorde det i sin tid.
Udviklingen inden for kunstig intelligens kommer til at vende op og ned på rejsebranchen. Det er konklusionen i en ny undersøgelse af området, som analysehuset Euromonitor International har foretaget.
97,8 procent af en række adspurgte ledere fra branchen svarer, at de forventer, fremkomsten af kunstig intelligens vil have en mærkbar indvirkning de kommende fem år. Forudsigelsen lyder, at langt flere rejsende fremover vil gøre brug af værktøjer med kunstig intelligens, når de skal booke billetter til en rejse.
Det hænger blandt andet sammen med, at værktøjerne gør opgaven meget nemmere, de er tilgængelige døgnet rundt og ikke mindst, at køb af rejser allerede i høj grad foregå via digitale kanaler.
I år ventes omkring 66 procent af alle bookinger at finde sted online, og 35 procent af disse vil blive foretaget fra en smartphone, forklarer Euromonitor International.
Så vil det gå stærkt
Forandringen er allerede begyndt. Expedia, Trip.com og Kayak har som nogle af de første udviklet såkaldte plugins til ChatGPT. Det er en kunstig intelligens, som skiller sig ud ved at være meget brugervenlig, da brugerne kan stille den spørgsmål eller opgaver gennem skrift.
Plugins er mindre værktøjer, som gør, at ChatGPT bliver i stand til at benytte ajourførte oplysninger, hvilket sætter den i stand til at finde og købe flybilletter, booke et hotelværelse og anbefale hvilke attraktioner man burde opleve på en given destination.
Standardversionen af ChatGPT har i øjeblikket nemlig kun adgang til godt to år gammel information med mindre, man tegner et abonnement og kan bruge plugins. Når botten begynder at kunne tilgå aktuelle oplysninger, vil det dog gå stærkt. Det mener Caroline Bremner, der er chef for rejse- og turisme-research ved Euromonitor International.
Fortsat plads til et menneskeligt præg
Bremner forudser, at brugen af kunstig intelligens vil medføre forandringer i rejsebranchen, der vil minde om dengang, hvor kunderne begyndte selv at kunne booke billetter via internettet.
”Kunstig intelligens vil accelerere automatiseringen af opgaver på tværs af alle stadier af kunderejsen. Det gælder både før, under og efter en rejse. Med Microsofts planer om at benytte kunstig intelligens i sin Microsoft 365 Copilot-software, vil teknologien komme til at spille en endnu større rolle i kundernes hverdag og arbejde uagtet, om vi kan lide det eller ej.”
Selvom den nye teknologi formentlig vil føre store ændringer i kølvandet bag sig, mener Euromonitor International dog ikke, at kunstig intelligens vil overtage det hele.
“Som tidligere bliver rejsearrangører nødt til at tage det sure med det søde, når de skal navigere i denne nye fase af digitaliseringen. Vi mener, at det kun bliver dem, der evner at fastholde det menneskelige præg, som hører sig til i rejsebranchen, der fortsat vil opleve opgangstider.”
Relaterede artikler:
Sådan finder man billige flybilletter med ChatGPT