Lej bil til skiferien

skiferie i bilOverraskende tal fra FDM viser, at en ny udlejningsbil ofte er billigere at køre på ferie i end familiebilen hjemme i carporten. Ifølge Danmarks Statistik foregår hver fjerde udlandsferie i bil, og det er ofte billigere end både fly og tog.

En søgning på momondo.com (23. september 2013) viser, at en flyrejse for fire personer fra Kastrup til Innsbruck og retur i uge 7 til næste år kan gøres for ca. 10.000 kr. Dertil kommer udgifter til bl.a. fragt af ski og enten lejebil, bus eller tog den sidste vej til destinationen. Den samlede pris kan løbe op i 14.000 kroner eller mere.

Ifølge FDMs vejledende beregninger er den gennemsnitlige pris pr. kørt kilometer i f.eks. en Ford Focus stationcar 3,40 kr. – altså 8.840 kr. tur/retur for de ca. 1.300 km, som de fleste skisportsdestinationer i Norge, Sverige og Alperne kan nås indenfor.

Med en lejebil slipper man for skjulte omkostninger som værditab og vedligehold. Her skal man kun forholde sig til prisen for billeje og brændstof. De 1.300 km tur/retur i førnævnte Ford Focus stationcar med et benzinforbrug på ca. 13 km/l koster ca. 2.400 kr. i brændstof og bilen kan hos Avis i Danmark lejes for 670 kroner om dagen.. Leje i f.eks. ni dage giver en samlet udgift på 8.430 kroner.

”Vi kan se en klar stigning i antallet af udlejninger til skiferien, og vi regner med at have fuldstændig udsolgt i de største skiferieuger”, siger Kasper Gjedsted, adm. direktør for Avis Biludlejning i Danmark.