Der bliver nyansatte og muligheder for nye jobs til eksisterende medarbejdere i Lufthansa-gruppen i år. Her et bredt udsnit af ansatte i koncernen. Pressefoto for Lufthansa: Claus Morgenstern.

Lufthansa-gruppen skal bruge 4.500 nye ansatte

I år vil Lufthansa-gruppen i Tyskland, Østrig og Schweitz ansætte eller omplacere omkring 4.500 medarbejdere på en række områder. Der er ansættelsesstop i nogle af gruppens flyselskaber.

Af de 4.500, som Lufthansa Group forventer at hyre eller omplacere i år, vil de cirka 3.000 være i Tyskland. Nogle af de nye stillinger skyldes omplaceringer i koncernen som følge af overtallighed på nogle områder – mens andre er regulære udvidelser af mandskabsstyrken.

De 4.500 stillinger i hvad Lufthansa kalder DACH-landene (Deutschland, Austria og CH for Schweitz) vil være 2.500 stillinger på jorden, for eksempel check-in, administrativt og teknisk personale, mens 1.300 vil være flyvende, herunder kabineansatte, oplyser Lufthansa i en pressemeddelelse.

Alene i selve Lufthansa forventes der i år at skulle bruges 1.000 nye medarbejdere, heraf cirka 500 kabineansatte, mens resten for eksempel er administrativt personale, herunder IT og check-in personale med mere.

Lufthansa Industry Solutions skal have 350 nye medarbejdere for at opfylde det stigende behov for IT-kyndige i og udenfor Lufthansa Group, herunder udenfor DACH-landene hvor der skal bruges 200 IT-specialister.

Lufthansa Group regnes som en af Tysklands mest attraktive arbejdspladser, oplyser Lufthansa – da koncernen sidste år søgte nye medarbejdere kom der over 190.000 eksterne ansøgninger.

Samlet udbyder Lufthansa over 500 arbejdsområder i sine 550 datterselskaber og forskellige enheder verden over. Navnlig Lufthansa Technik Group har behov for mange nye medarbejdere, for eksempel flymekanikere. På verdensplan forventer Lufthansa Technik Group i år at ansætte 1.200 nye ansatte.

Ansættelsesstop hos andre datterselskaber
Swiss er i gang med at introducere Boeing B777 i sin langruteflåde og skal til dette formål bruge 300 nye medarbejdere.

Datterselskabet skal samlet bruge 1.000 nye medarbejdere i år – herunder 500 til kabinen.

I år skal Swiss introducere to nye Boeing 777 til sine langruter; det giver behov for yderligere 300 medarbejdere til kabinen, cockpit og den tekniske afdeling. Hvert nyt langrutefly betyder behov for cirka 25 piloter, ti flymekanikere og 120 kabineansatte.

Der er i øjeblikket gang i omstruktureringer og sparerunder hos flere datterselskaber i Lufthansa-gruppen som Brussels Airlines, Eurowings og Lufthansa Cargo – ligesom også Austrian Airlines skal spare på personaleomkostningerne.

Austrian skal dog bruge 200 nye medarbejdere i år på sin hovedbase i Wien, blandt andet indenfor IT.

Relaterede artikler:

Lufthansa fjerner billettyper i reservationssystemer

Lufthansa udbygger rejsemulighed med tog

Swiss udvider flytog med otte nye destinationer