Explora Journeys, luksusvaremærket hos italienske MSC Cruises, vil sælge sine krydstogter på at selve skibet er turens højdepunkt – sammen med de mange oplevelser i byerne, skibene besøger.
Foreløbig har Explora Journeys modtaget to af sine seks bestilte Explora-luksuskrydstogtskibe; det tredje kommer til sommer og resten leveres frem til 2028.
Skibene har i snit 460-465 suiter med to passagerer i hver, en besætning på 640, syv restauranter, fem opvarmede pools og masser af luksus til sine passagerer.
Og det er netop den megen luksus, der er ”proppet” ind i skibene, der skal gøre dem til selve krydstogtets højdepunkt som femstjernede sejlende hoteller.
Sådan lyder budskabet i en ny reklamekampagne fra Explora Journeys til det velhavende klientel, der har råd til at købe rederiets dyre krydstogter. Målgruppen er både den nuværende, loyale kundegruppe, men også og ikke mindst nye gæster.
Kampagnens overskrift er, frit oversat, at Explora-skibene giver sine gæster ”det fineste alting, overalt, på én gang.” Budskabet er, at man er ombord på “et luksus-boutiqueresort i bevægelse.”
”Vi siger med kampagnen, at den mest overbevisende hoteloplevelse måske slet ikke findes på land,” siger Explora Journeys’ øverste direktør (hvis navn ikke skal udtales for hurtigt), Anna Nash.
Gennemsnitspris på 4,3 milliarder kroner pr. skib
Til juli modtager Explora Journeys sit tredje skib, Explora III, fra den italiensk skibsværftskoncern Fincantieri. Journeys-skibene har en samlet værdi på 3,5 milliarder euro, over 26 milliarder kroner – det giver en gennemsnitspris på 4,3 milliarder kroner pr. skib.
Blandt de eksklusive butikker ombord på Explora III bliver blandt andet end Rolex-butik.
De største suiter på Explora III bliver to Owner’s Residence på hver 280 kvadratmeter. Disse er bagest i skibet og består blandt andet af terrasser på 125 kvadratmeter i hele skibets bredde. I suiterne er der blandt andet to store soveværelser, butlerservice og blandt andet en spisestue med plads til otte personer.
Explora III starter med at sejle i Middelhavet, en forpremiere bliver fra 24. juli, mens den egentlige jomfrusejlads kommer den 3. august fra Barcelona til Lissabon. Herfra fortsætter skibet mod Nordeuropa, herunder England og det kommer også til København den 25. august, hedder det i en pressemeddelelse. Siden skal nybygningen til Island og Grønland.
Relaterede artikler:
Krydstogtbureau: Danskere vil ikke sejle fra USA

STANDBY.DK Nyt om rejser


