Den spanske middelhavsø Mallorca er blandt Spaniens største turistdestinationer. Arkivfoto: Josefine L. Baumgarten.

Mallorca præsenterer ny turismestrategi

Med fokus på at være en ”sikker, innovativ og bæredygtig” destination for dens millioner af udenlandske turister, vil Mallorcas turistråd fremlægge ny strategi for den spanske middelhavsø.

En ny strategi for at tage bedre vare på turisme til Mallorca, vil blive præsenteret i denne uge ved den store fagmesse for rejsebranchen World Travel Market i London

Mallorca er den største af de Baleariske Øer, der blandt andet også tæller Ibiza og Menorca. Mallorca er i perioder i navnlig højsæsonen meget ramt af overturisme. For at fastholde den internationale turisme til Mallorca, vil øens myndigheder og turistråd fremlægge en ny turismestrategi.

Den vil blandt andet have megen fokus på, at Mallorca skal være en ”sikker, innovativ og bæredygtig” destination for de udenlandske turister, skriver Travel Weekly.

Ifølge de officielle tal havde Balearerne sidste år 16,4 millioner turistankomster. De største grupper var fra Tyskland, 4,3 millioner, Storbritannien (3,3 millioner), fra andre dele af Spanien (3,2 millioner), fulgt af Frankrig, Italien og Holland, mens de nordiske lande leverede tæt på 606.000 ankomster sidste år til øgruppen. Af de 16,4 millioner til Balearerne, rejste de 11,4 millioner til selve Mallorca.

I 2019, året før pandemien, var der 1,2 millioner danske ankomster til hele Spanien. De Kanariske Øer havde 312.000 danske ankomster, Andalusien 301.000, mens der var 201.000 danske ankomster til De Baleariske Øer.

Turistboom til Spanien
I de første seks måneder af i år modtog Spanien næsten 37,5 millioner internationale rejsende, en stigning på knap en fjerdedel (23,7 procent) i forhold til samme periode sidste år. Tallet for første halvår af i år var lige under (minus 1,6 procent) samme periode i 2019.

Omvendt steg de internationale gæsters forbrug lidt over 14 procent fra første halvår 2019 til de første seks måneder af i år, oplyser Den Spanske Stats Turistbureau, der bygger sine tal på indberetninger fra Frontur (det Spanske Institut for Turisme) og Turespaña (de officielle spanske turistmyndigheder)

Storbritannien, Frankrig og Tyskland var i dette års første halvår største leverandør af turister i perioden, hvor deres tre primære rejsemål var Catalonien (med Barcelona), De Baleariske Øer (med blandt andet Mallorca) og Kanarieøerne.

 

Relaterede artikler:

Falske advarsler på Mallorca skal afskrække badeturister

Store danske rejsebureauer forstår Mallorcas turismeloft

Turistskat på Mallorca styrker bæredygtig turisme