Mange danskere ved ikke, hvordan de er dækket på rejsen, hvis de har en kronisk lidelse eller har været i kontakt med en læge forud for rejsen. Det viser medlemsundersøgelse LB Forsikring
”Ved du, om din rejseforsikring dækker, hvis du er kronisk syg?” Sådan lød et af spørgsmålene i LB Forsikrings medlemsundersøgelse. Hertil svarede 24 procent ja. 42 procent svarede nej, resten svarede ved ikke.
Om resultaterne af undersøgelsen siger Trine Bechmann Henningsen, skadechef i LB Forsikring: ”Vi vil hjælpe vores medlemmer og andre danskere til at være oplyste om, hvad de kan gøre, hvis de både er rejselystne og samtidigt har en kronisk sygdom eller har været syge forud for rejsen.
Kroniske lidelser eller sygdom forud for rejsen kan have betydning for dækningen, derfor er det vigtigt at få en afklaring, inden man rejser, og det gør man med en medicinsk forhåndsvurdering,” siger hun.
En medicinsk forhåndsvurdering indebærer, skriver LB Forsikring i en pressemeddelelse, at man to måneder før afrejse og frem mod afrejse datoen kan få en vurdering af, om man kan få dækket behandling af en kronisk lidelse eller eksisterende sygdom under rejsen.
Kun hver tredje kender begrebet medicinsk forhåndsvurdering
Og den mulighed kender flertallet ikke til. I LB Forsikrings medlemspanel er det kun 35 procent, der svarer, at de er bekendt med begrebet medicinsk forhåndsvurdering.
Trine Bechmann Henningsen siger: ”Det er vigtigt at være opmærksom på, at den medicinske forhåndsvurdering er med til at afgøre, hvorvidt bestående sygdomme eller skader har betydning for dækningen under rejsen. Men det kræver selvfølgelig, at der er et udbredt kendskab til ordningen.
Det handler om, at vi gerne vil give ro i maven for dem, der lider for eksempel af en kronisk sygdom, men også at forsikre dem, der lever med en sygdom i dagligdagen, at rejser ikke er udelukket. Det skal blot undersøges, før de tager afsted,” siger hun.
Rejseforsikringen dækker sygdom eller skader, der er opstået under rejsen. Den dækker som udgangspunkt ikke sygdom, der er opstået før afrejse, oplyser forsikringsselskabet. De fleste forsikringsselskaber tilbyder medicinske forhåndsvurderinger. LB Forsikring tilbyder sine medlemmer en test på hjemmesiden, som i mange tilfælde er tilstrækkelig. Testen kan tidligst tages to måneder inden afrejse.
LB Forsikring er med over 420.000 medlemmer, ifølge egne oplysninger, Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab, og består af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring, Bauta Forsikring og LB Forsikring til PFA.
Relaterede artikler:
Danmarks Statistik: Her er danskernes 10 favoritrejselande