Kamelsafari i ørkenområde i Marokko. Wikipedia-foto: Bachmont.

Marokko til kamp for mange millioner flere turister

Det nordafrikanske land vil tiltrække mange flere udenlandske turister. SAS har netop åbnet rute til Marokko – mens dansk charteroperatør efter jordskælvet i september aflyste planlagt serie.

Turistministeren for Marokko, det eneste land på det afrikanske kontinent med kyst til både Middelhavet og Atlanterhavet, vil ikke overraskende gerne have mange flere udenlandske turister.

Turistminister Fatim-Zahra Ammor siger til mediet TTG, at hun håber næsten på en fordobling frem mod år 2030. Mens der i år forventes 14 millioner udenlandske turister, 70 procent kommer fra Europa, så er ambitionen 17,5 millioner i 2026 og 26 millioner udenlandske turister i 2030.

”Marokko skal investere meget mere i at promovere vores land som et turisme-hotspot, ikke kun til det europæiske marked, men også til turister i Asien og Latinamerika – det kan være Australien, Brasilien, Indien og Sydkorea,” siger turistministeren.

Hun tilføjer, at væksten blandt andet kræver udvidet infrastruktur, for eksempel 100.000 flere hotelværelser og flere flyforbindelser.

SAS har vinterrute til Agadir
SAS bidrager lidt til væksten på sidstnævnte parameter; i weekenden åbnede SAS nemlig de to bebudede vinterruter fra såvel København som Stockholm til den store marokkanske turist- og havneby Agadir, der ligger ud til Atlanterhavet.

SAS flyver til Agadir fra København og Stockholm hver lørdag i denne vintersæson med en 180-sæders Airbus A320neo.

Eller har det kun været Norwegian, der har fløjet fra København til Marokko. Det norske selskab har Marrakesh, landets fjerdestørste by i det sydvestlige Marokko, på rutekortet. Hertil flyver Norwegian to gange om ugen året rundt.

Bravo Tours måtte aflyse efter jordskælv
I juni i år oplyste Bravo Tours, at man efter mange års fravær til december ville vende tilbage til Marokko med ugentlige flyvninger med Jettime fra Billund Lufthavn og SAS fra Københavns Lufthavn til Agadir; i alt ville der gennem vintersæsonen blive udbudt omkring 5.000 pladser med Bravo Tours.

Men i september blev Marokko ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede over 2.000 mennesker livet. Jordskælvet satte efterspørgslen på Marokko i stå og betød, at genstarten på Marokko blev udskudt til vintersæsonen 2024/25, siger Peder Hornshøj, Bravo Tours’ administrerende direktør, til Standby.dk

”Vi var langt fremme med at genåbne på Marokko, der er et fedt rejsemål og et fantastisk land at rejse i, også med blandt andet gode golfbaner og masser af kultur. Vi havde sat Agadir til salg, også som et godt alternativ til de Kanariske Øer og Egypten,” siger Peder Hornshøj og tilføjer:

”Men jordskælvet i september satte en stopper for efterspørgslen. Så nogle uger efter jordskælvet, tog vi den meget triste beslutning at udskyde genopstarten et års tid.”

 

Relaterede artikler:

Stort rejsemål “tænker forbandet kortsigtet”

Nye SAS-ruter til Nordafrika

Atter overskud hos Bravo Tours