Frem til på søndag afvikles den store årlige finske rejsemesse Matka i Helsinki. Messen, der i år har 704 udstillere fra 52 lande, tiltrak sidste år 56.000 besøgende; heraf 13.000 på fagdagen.
Matka er det finske ord for ”ferie” og fra i dag og frem til søndag afvikles den 38. årlige udgave af Matka Travel Fair i Helsinki Expo and Convention Centre.
I dag, torsdag, er det fagdag på Matka, mens publikum – altså forbrugerne/rejsekunderne – har adgang til rejsemessen fredag til søndag. Hér kan de møde de 704 udstillere fra 52 lande, der er med på årets Matka.
Matka har nemlig én hel dag, torsdagen, afsat til fagdagen, Matka Workshop Day. I en pressemeddelelse skriver Matka, at Matka Workshop Day i år samler et rekordhøjt antal finske og udenlandske leverandører (suppliers) til rejsebranchen, hvor de kan møde købere af rejseydelser fra hele verden til for eksempel forhåndsarrangerede møder.
Torsdagens fagdag på Matka består af to afdelinger: Meet Finland og Meet The World.
Finske forbrugere: Rejser er ikke forbrug, men investering i personligt velvære
Op til årets Matka-messe har arrangørerne spurgt over 1.000 finner om deres rejseplaner i år.
Finnernes entusiasme for rejser er fortsat høj, trods usikre økonomiske udsigter som følge af den globale geopolitiske situation. Selv om der spares mere op, vil finnerne stadig rejse, viser undersøgelsen. Stadig flere siger, at de ikke kun ser rejser som forbrug, men også som en investering i personligt velvære.
68 procent af de adspurgte siger i undersøgelsen, at de i år planlægger en eller flere rejser til udlandet, det er to procent færre end sidste år. 73 procent planlægger i år også en rejse i Finland mod 72 procent sidste år.
Finnernes foretrukne udlandsrejsemål er ifølge undersøgelsen Sydeuropa samt nabolandet Estland fulgt af de to andre baltiske lande Letland og Litauen plus Sverige.
Undersøgelsen har også kigget på aldersgrupper blandt de rejsende.
Generation Z (1997–2012) fokuserer på oplevelser, city breaks og togrejser. De foretrækker Airbnb-indkvartering.
Generation Y (1980–1996) går efter velvære med fokus på natur, kultur og rejser med fokus på god mad.
Generation X (1960–1979) vil gerne overnatte i for eksempel hytter, foretage kør-selv-rejser og besøge kulturelle byer i Centraleuropa.
De ældre generationer (1945–1959) lægger vægt på sikre og traditionelle rejsemål, gerne pakke- eller grupperejser til fredelige destinationer.
Konkurrerer med Ferie for Alle om praleret
Matka i Helsinki og næste måneds Ferie for Alle i Messecenter Herning mellem 20-22. februar dyster i øvrigt årligt om, hvilken af de to rejsemesser der er Nordens største målt i besøgstal.
Sidste år havde Matka i alt 56.000 besøgende, mens Ferie for Alle sidste år havde 54.218 besøgende.
Relaterede artikler:
Ferie for Alle 2026: Op mod 60 udstillere til nyt B2B-event
2026: Aalborg Lufthavn gør klar til gratis årlig rejsefestival

STANDBY.DK Nyt om rejser


