Formland-messen, der samler interiør- og designbranchen, forventes at blive årets første store event i MCH når messen afvikles i sidst halvdel af august. Her er foto fra sidste års Formland Autumn 2020, pressefoto: MCH/Tony Brøchner.

MCH glad for grønt lys til messeaktivitet

Oplevelseskoncernen Messecenter Herning er meget tilfreds med den nye genåbningsaftale. ”Med afklaringen kan vi og vores samarbejdspartnere igen planlægge messer,” siger MCH’s direktør.

Aftalen blandt hovedparten af Folketingets partier om yderligere genåbning af samfundet betyder, at dansk erhvervsliv igen kan mødes fagligt og personligt i blandt andet MCH Messecenter Herning. Aftalen er delt op i Trin 1 fra den 6. maj, Trin 2 begynder 21. maj, Trin 3 den 14. juni og Trin 4 forventes at træde i kraft 1. august.

Oplevelseskoncernen MCH udgøres af forretningsenhederne MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen. MCH er i rejsebranchen mest kendt som hjemsted for Skandinaviens største rejsemesse, Ferie for Alle.

Efter 14 måneder præget af aflysninger, udsættelser og senest tvangslukning siden november, kan MCH atter invitere indenfor til messer. Det sker på baggrund af en politisk blåstempling af ekspertgruppens anbefalinger til modeller for sundhedsforsvarlig gennemførelse af blandt andet messer, konferencer og kultur.

Interiør- og designmessen Formland genåbner således messehallerne den 19. august, og udsigten til liv i MCH efter en lang nedlukning glæder administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen. Han siger i pressemeddelelse: ”Vi hilser den politiske aftale meget velkommen. Store arrangementer stiller store krav til planlægningen, og nu kan vi med afklaring og vished sammen med vores gode samarbejdspartnere planlægge og tilrettelægge messerne i efteråret og fremefter.

Efter mange måneder med digitale alternativer glæder det mig, at tiden igen er blevet til det trygge, faglige, fysiske og personlige møde, så gode forretninger, idéer og samarbejder kan fastholdes og udvikles til gavn for dansk erhvervsliv,” siger Georg Sørensen.

Coronapas og arealkrav
Retningslinjerne for messeaktivitet indeholder krav om coronapas samt et arealkrav på fire kvadratmeter, ligesom messearrangøren skal udarbejde en sundhedsplan. Derudover læner ordningen for messer sig op ad retningslinjerne for detailhandlen, herunder krav om værnemidler og smitteforebyggende tiltag, og vil blive lempet i takt med retningslinjerne for detailhandlen, lyder det fra MCH.

Også for MCH-koncernens øvrige forretningsområder var genåbningsaftalen godt nyt. Således bliver der nu mulighed for at genåbne inden for konference -og kulturområdet, hvor MCH Herning Kongrescenter igen kan åbne dørene allerede på torsdag, den 6. maj.

Med den nye politiske aftale forventer Messecenter Herning i første omgang at kunne gennemføre disse messer: Formland Autumn 19.-22. august; EOT – Electronics of Tomorrow 31. august-2. september; E&H – Entreprenør & Håndværk 16. september-18. september; Transport og Persontransport 16.-18. september; DiaLabXpo 21.-23. september (København) og Hi Tech & Industry Scandinavia 5.-7. oktober.

Coronakrisen gav stort millionunderskud
MCH fik et grimt resultat i sit regnskab for 2020, der blev offentliggjort i sidste uge. Underskuddet i MCH-koncernen i sidste regnskabsår blev efter skat på 31 millioner kroner. Underskuddet havde været næsten 100 millioner kroner, havde det ikke været for 69 millioner kroner, som MCH-koncernen modtog i offentlige hjælpepakker sidste år.

Omsætningen i 2020 blev 134 millioner kroner mod 347 millioner kroner i 2019. Sidste år havde MCH’s fire forretningsenheder 301.360 besøgende mod 1,1 mio. i 2019. Blandt andet nåede MCH lige akkurat at gennemføre Ferie for Alle sidste år, hvor der i slutningen af februar var 1.200 udstillere fra 45 lande og 63.000 besøgende på de tre dage.

Relaterede artikler:

Ny politisk genåbningsaftale glæder og skuffer

Coronakrisen gav MCH stort millionunderskud

MCH aflyser 2021-udgaven af Ferie for Alle