Medarbejdere vil forhindre fusion

Delta Air Lines og Northwest Airlines meddelte i går, at de fusionerer og danner verdens største flyselskab målt på trafik. Fusionsaftalen skal nu godkendes af konkurrencemyndighederne, og det kan tage flere måneder, før det sker. Samtidig skal store grupper af meget skeptiske medarbejdere overbevises, skriver Berlingske Tidende i dag.

Northwest-direktør Doug Steenland frygter dog ikke konkurrence-myndighederne.
”Vi tror på, at denne aftale vil styrke konkurrencen, ikke forhindre den,” siger han.

Optimismen er dog langt fra stor blandt medarbejderne, der ikke mener, fusionen vil gavne dem.
”Aftalen er hverken i passagerernes eller de ansattes interesse. Vi vil gøre alt, hvad der retsligt er muligt for at forhindre en fusion, der truer vores medlemmers job, vilkår og pensioner,” siger Robert Roach, næstformand for maskinarbejdernes organisation og repræsentant for 12.500 Northwest-medarbejdere.

Heller ikke Northwests 5.000 piloter er begejstrede.
”Vi vil tage alle midler i brug for aggressivt at modsætte os aftalen,” siger pilotformand Dave Stevens.

Skrevet af Simon Jørgensen