Firestjernede Bandholm Hotel på Lolland erklæres måske konkurs på ekstraordinær generalforsamling mandag i næste uge. Arkivpressefoto fra Bandholm Hotel.

Medie: Dansk luksushotel risikerer konkurs

Selskabet bag Bandholm Hotel på Lolland er så presset, at ejerkredsen og bestyrelsen meget indgående drøfter en konkurs. Medarbejderne har ikke fået løn, og direktøren er opsagt.

Det firestjernede Bandholm Hotels cirka 45 ansatte har ikke fået løn for december, direktør Charlotte Højer er stoppet med øjeblikkelig virkning, og siden 20. december har hotellet og dets restaurant været lukket grundet coronarestriktioner.

Det oplyser Claus Juel, der er medejer og ny direktør for selskabet bag hotellet med 43 værelser til TV2 Øst.

Bandholm Hotel har været kendt for siden 2008 at være ejet af tidligere medlemmer af frikirken Faderhuset, der dog nedlagde sig selv i 2013. Siden fik hotellet nye ejere, og har flere gange skiftet direktør.

I starten af 2020, før coronakrisen, sagde Rolf Adamson, en af de daværende fire ejere af Bandholm-hotellet, til STANDBY.DK, at ejerkredsen havde planer om 62 nye værelser, ny restaurant og køkken samt et poolområde.

De daværende ejere af Bandholm Hotel – de øvrige var Peter Bøgil, Peter Hauge Jensen og Nicolai Kærgaard – så gode vækstmuligheder for området og hotellet, der i 2019 kom ind som nummer tre ved Danish Travel Awards over Danmarks bedste luksushoteller.

”Femern-forbindelsen er på vej, i forvejen har Bandholm Hotel mange gæster fra Tyskland, og når vi er færdige med ombygningerne og udbygningerne om seks til otte år, så forventer vi at hente endnu flere gæster sydfra,” sagde Rolf Adamson i januar 2020.

En i forvejen dårlig driftsøkonomi
Det seneste regnskab for selskabet bag hotellet, Bandholm ApS, viser et underskud på over 15 millioner kroner.

I går sagde Claus Juel, der ejer 36 procent af Bandholm Hotel til TV 2 Øst, at hotellets økonomiske situation skyldes corona-restriktionerne samt en i forvejen dårlig driftsøkonomi.

Claus Juel kom i januar 2021 ind i selskabet som passiv medejer, hvorefter han i september sidste år trådte ind i bestyrelsen. Han har nu afløst Charlotte Højer som hoteldirektør. ”Min advokat har frarådet det, alle har frarådet det … men det har jeg jo ikke lyttet til,” siger Claus Juel, der er vokset op på Lolland, til Folketidende.dk

”Selskabet har brugt for mange penge, og det går ikke at drive en sund virksomhed videre ovenpå kviksand,” siger Claus Juel til TV2 Øst og tilføjer: ”Vi kunne ikke opnå enighed om at erklære selskabet konkurs, så det skal vi tage stilling til ved en ekstraordinær generalforsamling den 10. januar.”

Relaterede artikler:

Dansk luksushotel søger større ejerkreds

Dansk luksushotel klar med ny direktør

Ny hoteldirektør forlader ambitiøst projekt