Færøske Alpha Travel har skiftet til en ny IT-løsning med software leveret af danske TravelOperations. Her arkivfoto fra Torshavn, hjemmebase for Alpha Travel. Foto: Henrik Baumgarten.

Microsoft sætter fokus på færøsk rejsebureau

Færøske Alpha Travel og dets danske software-leverandør, TravelOperations, får fornem omtale på kunde-hjemmeside hos Microsoft.

Alpha Travel, der åbnede i 2005, med Tommy Næs Djurhuus som grundlægger og administrerende direktør, er kommet i fokus hos selveste Microsoft.

I en artikel på Microsoft-hjemmeside om sine kunder fortælles om det færøske rejsebureau og dets danske software-leverandør, TravelOperations, der har Michael Holst Andersen som general manager.

Artiklen om Alpha Travel, der har hovedkontor i Torshavn, beretter blandt andet om rejsebureauets digitale omstilling ved hjælp af software og systemer fra Microsoft.

Alpha Travel, der har 13 medarbejdere, arbejder navnlig med den færøske shippingbranche. Alpha Travel arrangerer blandt andet flybilletter når søfolkene skal til og fra skibene over store dele af verden.

Men Tommy Næs Djurhuus har planer om at udvide butikken hos Alpha Travel. Han siger i artiklen:

”Alle spørger mig hvordan det er muligt for et relativt lille rb fra et lille, isoleret land som Færøerne at kunne drive forretning verden over? Jeg svarer altid, at der ikke er nogen ende på mulighederne. Hvis man bare selv tror og ved det er muligt, så kan man også gøre det,” siger Tommy Næs Djurhuus.

På jagt efter ny teknologi
Tommy Næs Djurhuus har blandt andet været på jagt efter ny teknologi der kunne frigøre hans medarbejdere fra at bruge tid på administration og have mere tid på kunderne. Der skulle findes en løsning der gav rejsebureauet mere fleksibilitet, så Alpha Travel kunne vokse. Det skete under overskriften, at tænke globalt fremfor lokalt.

Valget faldt på en løsning fra Microsoft med en rejsebranche relateret software-løsning, der blev leveret af den uafhængige danske software-leverandør TravelOperations med hovedkontor i København.

TravelOperations har blandt andet en rejsebranche-fokuseret travel management pakke baseret på Dynamics 365 Business Central, der er blevet forstærket og forbedret med en række funktioner henvendt til rejsebranchen. Indenfor det seneste år har TravelOperations erstattet Alpha Travels hidtidge IT-løsning med Microsofts three-cloud mulighed.

”Løsningen fra TravelOperations’ er den bedste, vi har set. Vi kiggede på nogle andre muligheder, men ingen kom tæt på løsningen fra TravelOperations,”siger Tommy Næs Djurhuus.

TravelOperations tilbyder back- og midoffice-løsninger, som kombinerer standardløsninger fra Microsoft med de særlige funktioner, som rejsebureauer har brug for i form af integrationer med GDS-systemer, NDC-indhold, booking- og betalingssystemer mv.

”Vi fokuserer udelukkende på at levere løsninger til rejsebranchen, og vi adskiller os fra andre leverandører ved at kombinere standardløsninger fra Microsoft med de særlige funktioner, som rejsebureauer har brug for. På den måde får man det bedste fra to verdener,” sagde Michael Holst Andersen tidligere i år til STANDBY.dk

 

Relaterede artikler:

IT-leverandør satser på mindre og mellemstore bureauer

Travelport har særlig hjemmeside om coronakrisen

Dansk IT-firma specialiserer sig i incomingbureauer