Travelport har i forbindelse med coronakrisen oprettet særlig hjemmeside med informationer om en lang række områder med relevans for sine kunder i rejsebranchen. En række af informationer kræver ikke, at man er kunde hos Travelport. Arkivillustration fra Travelport.

Travelport har særlig hjemmeside om coronakrisen

Teknologileverandøren Travelport med GDS-systemerne Galileo og Worldspan opretter mikro-hjemmeside med bredt udbud af opdaterede informationer til rejsebranchen om coronakrisen.

Globale Travelport, der er specialist i rejseteknologi, har søsat særlig mikro-hjemmeside med informationer og nyheder der løbende opdateres, om et bredt spektrum af emner med relevans for rejsebranchen under coronakrisen.

Hjemmesiden er også oprettet for at gøre det nemmere for eksempelvis hjemmearbejdende rejsebureauagenter, hvis virksomheder bruger Travelports GDS’er, Global Distribution System, Galileo og Worldspan. Skal de ansatte arbejde hjemmefra under krisen, kan de blandt andet via den særlige mikro-hjemmeside få adgang til en lang række hjælpsomme og relevante informationer.

Mange af informationsområderne er frit tilgængelige for alle, mens andre kræver, at ens virksomhed er kunde hos Travelport. Der er adgang til mikro-hjemmesiden, ”COVID-19: Travel Industry Response,” via Travelports primære hjemmeside.

Blandt den brede vifte af underliggende hjemmesider er opdaterede informationer om gældende rejsepolitikker hos verdens IATA-flyselskaber, Airline policy tracker.

Her kan rejsebureauagenterne se flyselskabernes nyeste retningslinjer for annulleringer, hvad det eventuelt koster at ændre billetter eller hvordan pengene for købte flybilletter kan refunderes.

Hjemmesiden har for eksempel også opgørelse over udbredelsen af coronavirussen med informationer om dens påvirkning af rejsebranchen, herunder luftfarten.

Hjemmesiden hos Travelport giver ligeledes adgang til en række gratis teknologiprodukter som rejsebureauagenter kan bruge i denne tid. Og agenterne kan stille online-spørgsmål til Travelports help desk og se svar på spørgsmål stillet af andre brugere.

”Vores mål er at give hurtige svar, så der kan efterfølgende komme opdateringer eller rettelser eftersom situationen og status hurtigt ændrer sig,” lyder det fra Travelport.

Mange emner
Blandt de mange underafdelinger af Travelports sær-hjemmeside kan rejsebureauagenter se gældende retningslinjer for store hotelkæder ligesom der er links til en række hotelkæders seneste informationer med status på området.

Der er også et fokusområde på de store biludlejningsfirmaer; her følger Travelport opdateringer fra verdens 15 største udlejere af biler og køretøjer verden over.

Endvidere har særhjemmesiden hos Travelport en side med de seneste større og vigtige nyheder fra troværdige medier om status for coronaen.

Relaterede artikler:

Ti gode råd til rejsebranchen – efter coronavirussen

“Vi vil nødigt male et skræmmebillede”

Travelport ændrer skandinavisk opsætning