Millionbøde til Princess Cruises for forurening

caribbean-princessKrydstogtrederiet Princess Cruises har accepteret betaling af en rekordhøj bøde på 40 millioner dollars for ulovlig dumpning af olieforurenet spildevand fra Caribbean Princess.

Rederiet har indgået et forlig om ’bevidst forurening af havet og herefter søgt at dække over forureningen’. Selskabet erklærer sig skyldig og vil betale rekordbøden.

Forliget blev offentliggjort af anklageren for Floridas sydlige distrikt i Miami, Wifredo Ferrer, som sammen med generalanklager John Cruden fra USA’s Justitsministeriums afdeling for miljø og natur, har ført sagen.

Som led i forliget har ejeren, Carnival Corporation, samtidig måttet acceptere, at skibe fra otte af selskabets rederier, herunder Carnival Cruise Line, Holland America Line, Seabourn og AIDA Cruises, i fem år skal underkaste sig løbende kontrol, som bl.a. vil omfatte uanmeldte kontrolbesøg fra uafhængige myndigheder.

Undersøgelsen i sagen blev startet af US Coast Guard på baggrund af henvendelser fra en nyansat tekniker på Caribbean Princess, som fortalte, at skibets såkaldte ’magiske rør’ var blevet brugt til den 23. august 2013 ulovlig tømning af tanke ud for Englands kyst. Whistlebloweren forlod sin stilling, da skibet lagde til i Southampton.

Skibets maskinmester beordrede herefter fjernelse af det såkaldte ’magiske rør’ og krævede, at de ansatte teknikere skulle lyve om begivenheden, lyder det fra USA’s Justitsministerium, som kunne dokumentere fjernelsen af det ’magiske rør’ via fotos.

De nærmere undersøgelser viste, at den ulovlige udledning af spildolie var sket gentagne gange på Caribbean Princess, men også på Star Princess, Grand Princess, Coral Princess og Golden Princess.