Det berømte United Airlines Flight 93 skulle 11. september 2001 være fløjet fra Newark-lufthavnen ved New York til San Francisco. Flyet, en Boeing 757, blev overtaget af de fire terrorister, der drejede det mod Washington D.C. Formentlig med Det hvide Hus eller kongresbygningen som mål.
Passagerer og besætningsmedlemmer på Flight 93 hørte via deres mobiltelefoner, om de tre andre fly, der var fløjet ind i hhv. World Trade Center i New York og Pentagon-bygningen lige uden for Washington D.C.
De prøvede derfor at overtage kommandoen over flyet, i kampen mod terroristerne styrtede flyet ned på en mark tæt på den lille by Shanksville i Pennsylvania – blot 200 km. fra Washington D.C. Alle 44 ombord omkom – men flyet nåede ikke sit mål.
Der blev i lørdags ved Shanksville indviet et foreløbigt mindesmærke for de 40 besætningsmedlemmer og passagerer. I ceremonien deltog pårørende til de dræbte samt USA’s vicepræsident, Joe Biden, og to tidligere præsidenter, George W. Bush og Bill Clinton.
Det var første del af mindesmærket til 62 mio. dollars, der blev indviet i lørdags.