MSC Cruises bygger nyt

msc cruises meravigliaMSC Cruises har indledt byggearbejdet på det første skib i næste generations Vista-klasse. Det får navnet MSC Meraviglia. 

Det er en del af MSC Cruises plan om at fordoble kapaciteten med op til syv nye skibe i 2022: “MSC Meraviglia er det største og mest innovative krydstogtsskib bygget af et europæisk krydstogtselskab”, sagde MSCc bestyrelsesformand, Pierfrancesco Vago, ved den traditionelle stålceremoni.

Skibene i Vista-klassen bliver kendetegnet af højteknologiske løsninger og inspirerende design med flere åbne områder og en indendørspromenade over tre dæk. En 480 kvadratmeter stor LED-skærm vil udgøre taget på indendørspromenaden som en digital himmel, der skaber forskellige atmosfærer. Skibet får specialdesignede familiekahytter, sports- og forlystelsesområde med vandland, et storslået teater og lounger med panoramaudsigt.

Skibet skal leveres i maj 2017 og får plads til 5.700 gæster. Udformningen gør, at det kan lægge til i de fleste krydstogthavne i verden. Den første sommer skal skibet krydse i det vestlige Middelhav.

MSC Meraviglia er det første af to skibe i Vista-klassen, som skal bygges på STX-værftet. Det andet leveres i 2019.