MSC Cruises udvider i Danmark

msc poesiaRederiet går mod strømmen og udvider med 31% i Danmark. Samtidig viser en branchestatistik, at det danske krydstogtmarked faldt med 7% sidste år. 

”Krydstogtbranchen har stadig et meget stort vækstpotentiale, og stadig flere får øjnene op og vælger krydstogter”, siger Claes Tamm, skandinavisk chef i MSC Cruises. ”Krydstogtmarkedet er gået fra nichesegment til en alvorlig udfordring for primært charterferien”.

Selv om det samlede antal krydstogtgæster faldt noget i Danmark i 2013, er det skandinaviske marked steget med gennemsnitligt 21% de seneste fem år.

Den øgede interesse bekræftes af MSC Cruises undersøgelse, hvor 83% svarer, at de godt kunne tænke sig et krydstogt. Caribien er drømmedestinationen, men branchefakta viser, at 42% af danskerne vælger det nordlige og vestlige Europa.

For MSC Cruises havde 2013 en stigning i antallet af rejsende over gennemsnittet. Samlet rejste 25% flere med MSC Cruises i Skandinavien, samtidig med at det totale krydstogtmarked faldt med 11%.

MSC Cruises har bestilt to eksemplarer af en helt ny generation af krydstogtskibe. De er større end rederiets øvrige skibe og bliver 315 meter lange, 43 meter brede med 2.250 kahytter og plads til 5.700 passagerer, Det betyder det en kapacitetsstigning på 31% af flåden, som i dag består af 12 skibe.