MSC World Europa ankommer krydstogthavnen i Doha. (Foto: MSC Cruices)

MSC lægger stor ordre i Tyskland

MSC Cruises får aktuelt bygget fire skibe i Frankrig. Nu har man også lagt en stor milliardordre på fire krydstogtskibe fra et tysk skibsværft.

MSC Cruises er ved at udvide sin flåde, og nu har man lavet en aftale med det tyske Meyer Werft, som skal bygge fire helt nydesignede krydstogtskibe til det store krydstogtrederi. Ordren inkluderer desuden option på yderligere to skibe.

De pågældende skibe er cirka 180.000 bruttotons store, og de får en maksimal kapacitet på 5.400 passagerer, og planen er, at værftet skal levere et skib om året med start i 2030, skriver mediet Seatrade Cruise News. Til sammenligning er den største skibstype i rederiets flåde World-klassen, som har en kapacitet på 6.762 passagerer.

Prisen er ikke oplyst, men Bloomberg vurderer aftalens værdi til 10 milliarder euro – godt 75 milliarder danske kroner.

Aftalen blev offentliggjort mandag i denne uge i det tyske forbundsministerium for økonomi og energi i Berlin.

Her var Tysklands økonomi- og energiminister, Katherina Reiche, og ministerpræsident i Niedersachsen, Olaf Lies, sammen med MSC Cruises’ bestyrelsesformand, Pierfrancesco Vago, og Meyer Werfts direktør, Bernd Eikens, til stede.

Bygger også fire skibe i Frankrig
Bestillingen hos Meyer Werft er lidt et nybrud hos MSC Cruises, som i en årrække har fået bygget skibe hos Chantiers de l’Atlantique-værftet i Frankrig, hvor man fortsat har ordrer på fire skibe frem til 2030.

Til Seatrade Cruise News fortæller Pierfrancesco Vago, at Meyer Werft har skabt dokumenterede resultater og har udvist ekspertise, hvilket gør værftet særligt bemærkelsesværdigt i Europa.

”Sammen vil vi skabe skibe, der gentænker krydstogtoplevelsen, samtidig med at vi bevarer det håndværk, der holder Tyskland i front inden for maritim ingeniørkunst,” siger bestyrelsesformanden.

Han tilføjer, at New Frontier-klassen, som skibsklassen vil hedde, kommer til at gøre MSC i stand til at planlægge nye ruter og indeholde næste generations miljøteknologier, som understøtter rederiets målsætning om netto-nul i 2050.

For det 230 år gamle Meyer Werft er MSC Cruises’ valg også vigtigt, da selskabet aktuelt gennemgår en statsligt støttet omstrukturering. Fra værftet lyder det, at ordren sikrer, hvad man kalder bæredygtig vækst og jobsikkerhed mange år frem.

 

Relaterede artikler:

Krydstogtrederi bestiller nye skibe til 26 milliarder kr.

70 nye krydstogtskibe til 406 milliarder kroner

Stort krydstogtrederi forbyder børn under to år