Den britiske transportminister lufter muligheden for, at udlandsrejser forbydes indtil alle briter er færdigvaccineret. Briterne er langt fremme, men forventes først færdig i efteråret.
Der var ikke megen opmuntring at hente for briter med ønske om at komme på sommerferie i udlandet, da Storbritanniens transportminister Grant Shapps forleden gæstede et af radioprogrammerne på BBC.
Her sagde ministeren blandt andet, at briternes mulighed for at rejse til udlandet vil være afhængig af, at ”alle har fået vaccinen” i Storbritannien og potentielt også det planlagte rejseland.
Ministeren blev interviewet hos BBC i forbindelse med, at den britiske regering kræver karantæneophold på ti dage for alle der vender hjem fra ferie fra røde rejselande, skriver avisen The Independent, der refererer BBC-interviewet.
Straffen kan blive op til ti års fængsel, for ikke at oplyse de britiske myndigheder om, at man har besøgt et rødt rejseland, foreslår regeringen. Jurister har kaldt det ude af proportioner med så høj en straf.
Lad være med at booke ferie nu – i UK eller i udlandet
I radioprogrammet blev transportministeren spurgt: ”Der er meget bekymring fra forbrugerne, og rejsebranchen, om, hvad der skal til, for at der igen må rejses på ferie ud af landet. Hvad vil det kræve?”
”Først og fremmest skal alle være færdigvaccineret,” lød svaret.
Storbritannien er langt fremme med sit vaccinationsprogram. Men de britiske sundhedsmyndigheder forventer på nuværende tidspunkt, at det først vil være tilendebragt i Storbritannien til efteråret. (I Danmark regner sundhedsmyndighederne fortsat med, at danskerne er færdigvaccineret inden udgangen af juni, red)
”Og indtil da, løftes de nuværende britiske rejserestriktioner ikke, blev ministeren spurgt og svarede Ja. ”Vi må vente på, at andre lande følger efter os, i antal vaccinerede, for vi kan få en større åbning af rejser til udlandet,” sagde han.
Grant Shapps tilføjede, at han ikke kan anbefale briterne at lægge større planer for sommerferien. Og man kan heller ikke lovligt i øjeblikket booke en udlandsferie, understregede ministeren.
”Indtil vi kender resultaterne af den nuværende nedlukning, så lad være med at lave rejseplaner, herhjemme eller i udlandet. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad mulighederne vil være den kommende sommer. Så mit bedste råd er, lad være med at booke nogen ferie på nuværende tidspunkt,” sagde ministeren.
Relaterede artikler:
Flere lande åbner for færdigvaccinerede turister