SAS-fly (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Når forkælelsen stopper

KLUMME Både SAS og selskabets piloter var forkælede i mere end 40 år. Men nu går den ikke længere. Det har SAS for længst indset. Anderledes med piloterne.

”Man søger den umiddelbare lykke gennem forkælelse”. Sådan defineredes begrebet i en artikel i Folkeskolen for nogle år siden. Mere enkelt kan det siges om børn, der altid får deres vilje af nutidens curlingforældre. Ikke umiddelbart, men ved meget lidt klædelige protester, uanset hvor søde ungerne ellers kan være. Forældrene er ofte i den situation, at de giver efter og lader konflikterne ligge. For roen og fredens skyld.

Kunne det minde om noget, vi kender netop nu? Bortset fra det med roen. 

Forkælet i 73 år
SAS kom til luftfartens verden i 1946. Det samme gjorde de første piloter. Og frem til slutningen af firserne har det været en sand forkælelse, hvor begge parter fik, hvad de pegede på. Flyselskabet gennem et monopol, som vippede alle konkurrenter væk med støtte fra de statslige ejere. Piloterne som konstant truede med strejke, hvis de ikke fik deres vilje.

Når man for deres vedkommende taler om en forkælelse, der nu har varet i 73 år, så sætter det unægtelig sit præg på opdragelsen og resultatet.

SAS havde monopol, indtil sidst i firserne (julen 87), da Schlüter-regeringen overraskende fulgte et konstant pres fra Tjæreborg Rejser med Eilif Krogager og Jens Veino. Og mens svenskerne holdt deres traditionelle lange juleferie, blev det med Tower Air i spidsen tilladt at flyve charter mellem København – New York og senere Florida.

Dermed var isen brudt. Og en ny verden tonede frem.

Kort efter årtusindskiftet kom Open Skies med frie rettigheder til flyruter over det meste af verden, som før havde været præget af bilaterale aftaler. Stribevis af lavprisselskaber var født.

Ledelsen i SAS levede sammen med sine 38 fagforeninger en beskyttet tilværelse indtil da. Piloterne førte an med krav godt bistået af kabineforeninger. Veluddannet flyvende personale, både om bord og ved forhandlingsbordene. 

Forkælelseskatalog
Og hurtigt ”søgte de den umiddelbare lykke”, og forældrene lod konflikterne ligge (strejkerne blev kortvarige, fordi de tre landes regeringer ikke havde mod på at true en sand skandinavisk succes).

Lidt efter lidt kom det forkælelseskatalog med piloters fordele (forkælelse), som de næppe finder i andre selskaber i dag. Det er måske den egentlige årsag til, at hovedparten af SAS-piloter går på pension, når de slutter, men meget sjældent skifter til andre selskaber.

Hvem der fik idéen til, at en SAS-pilot skulle have betalt tøj, briller, solbriller, sko, luksushotel, den bedste mad, hotellets beliggenhed i centrum, kun undtagelsesvis lufthavnshotel, og gode arbejdsvilkår og færre flyvetimer på årsbasis end hos konkurrenterne samtidig med en høj løn, vides ikke.

Men forsøg på at stoppe den udvikling mislykkedes helt op til 2012, da alvoren endelig gik op for både SAS-piloterne og de andre 11.000 ansatte.

Jeg har stor respekt for piloterne. Synes også de skal have en god løn, men der er formentlig kun Air France og Lufthansa (opnået gennem 14 strejker de senere år) som ligger højere end SAS. Men selve ledelsesansvaret må nu engang tilhøre ledelsen. 

Straffen bliver hård
En forkælelsesgeneration vokser også op i dag og kan give deres forældre problemer i fremtiden. Jo før de opdager det, desto bedre. På samme måde med SAS.

Som det forlød fra direktionen efter et opgør i nyere tid:

”Vi bliver straffet hårdt, hvis vi ikke indretter koncernen efter de krav markedet har sat. Vi skal vise både omverdenen og os selv, at vi kan, når vi skal”.

Gælder det fortsat?