Når kriminalitet bliver gradbøjet

royal-caribbean-cruise-line

CRUISE: Royal Caribbean i kontakt med Honduras regering om sikkerhed på øen Roatan efter mord på en ansat fra Norwegian Cruise. USAs rejsevejledning: Det er da ikke så slemt som på fastlandet.

Norwegian Pearl var eneste krydstogtskib i havn forrige søndag på Roatan i vestlige Caribbean, som er en del af Honduras. Fredeligt var der imidlertid ikke. Da mandskabet på frivagt gik i land kort efter passagererne, blev en af dem brutalt myrdet af en bande lokale.

Norwegian Cruise Line tog konsekvensen og aflyste de to anløb i den forløbne uge. De andre aflyste ikke, men advarer på det kraftigste passagererne om den øgede kriminalitet. Man kan sagtens forestille sig, hvor meget udflugterne er skrumpet i den anledning.

”Vi arbejder tæt sammen med Honduras regering om øget sikkerhed og har indtil videre ikke aflyst nogle anløb,” siger Cynthia Martinez fra Royal Caribbean.

Det er nu kommet frem, at passagerer fra Carnival Conquests tidligere på sæsonen under en udflugt blev holdt op og truet med våben og frarøvet værdigenstande.  Ved nytårstid blev en amerikansk turist myrdet på fastlandet. Det har fået den britiske rejsevejledning til at advare mod høj risiko mod kriminalitet på den smukke ø.

USAs rejsevejledning  har også en advarsel mod kriminalitet på øen, men tilføjer: ”Kriminaliteten på Roata er dog væsentlig lavere end på fastlandet.”

Som om det kunne være en trøst.