Næsten èn mio. kr. pr. liggestol for meget for SAS

LUFTFART: Selskabet har sat anskaffelse af nye flatbeds på business class på venteliste til bedre tider. – ”Vore kunder er godt tilfredse med den nuværende komfort og service,” siger den ansvarlige direktør.

Det koster at skifte møblementet ud. Men det er helt andre priser om bord på et langdistancefly end hjemme i stuen. Selv om nogle flyselskaber netop nu installerer såkaldte flatbeds på 1. og businessclass, bliver det uden SAS som medspiller.

I går bekræftede koncerndirektør Fleming Jensen, ansvarlig for driften i flyselskabet, at det udvalg, som skulle finde frem til hvilken type flatbed med mulighed for at ligge 180 grader på business class, SAS skulle vælge, er stillet i bero.

”Lige netop nu er vores fokus på andre ting. Vi ser konstant efter, hvordan vi kan forbedre vores komfort og service om bord. For tiden føler vi ikke, det er, hvad kunderne efterspørger på vore langruter,” siger Flemming Jensen til standby.dk.

SAS projektgruppe har tidligere fundet frem til, at bare en enkelt ”ligge-helt-ned stol” med en vinkel på 180 grader koster i underkanten af èn mio. kr.

De stole, der er på business class på A 330/340 i SAS regi, er på 170 grader.