Navneskifte fejres med nye tiltag

Charterflyselskabet MyTravel Airways får lørdag nyt navn og kommer fremover til at hedde Thomas Cook Airlines Scandinavia. Dermed synliggøres sammensmeltningen af de to rejsegiganter MyTravel Group plc og Thomas Cook AG, som reelt fandt sted i juni i fjor.

Den nye rejsekoncern sender hvert år ca. 19 millioner europæere på ferie og tæller i dag ca. 33.000 ansatte – heraf de ca. 2.500 i Skandinavien.
Navneændringen bliver mest synlig på flyene, idet vores 11 fly i England skal ommales med 234 liter hvid grundfarve og nyt Thomas Cook-logo,” fortæller direktør Tom Clausen.

Samtidig med navnskiftet indfører flyselskabet et nyt madkoncept. Thomas Cook Airlines Scandinavia har lavet en madaftale med flere mindre firmaer, der skal levere hver deres del af indholdet på nydesignede madbakker til ca. 2 millioner skandinaviske gæster – heraf ca. 500.000 danskere.

F.eks. vil al vores pålæg fremover komme fra det økologiske landbrug Hanegal ved Silkeborg, mens TV2-bageren Ole Christoffersen fra Lagkagehuset sørger for både boller og rugbrød, som hver morgen bliver fløjet til vores jyske gæster i Billund. Alle delelementer – inklusiv den varme mad fra den dansk-svenske familie Dafgård – samles på nye madbakker hos firmaet Gate Gourmet. Og fremover vil vi servere den dansk-producerede mad på både ud- og hjemrejse,” fortæller Tom Clausen.

Foruden det nye madkoncept vil Thomas Cook Airlines Scandinavia også gøre det mere komfortabelt at flyve langt. På de store A330-fly, der bl.a. flyver til Phuket og Goa, fjerner man 37 flystole for at give bedre benplads til alle. De 274 gæster på SunClass vil fremover få 84 centimeter benplads mod 74-76 centimeter i dag, mens de 49 gæster på RoyalClass får 90 centimeter.

Skrevet af Simon Jørgensen