”Rejsefeber er ikke officielt anerkendt som bivirkning af booster-vaccinerne, men noget tyder på, at det kan være tilfældet. Forbruget i kategorien ”Flyselskaber og rejsebureauer” steg 62,2 procent i Uge 1 i år sammenlignet med ugen før," oplyser Nets. Arkivpressefoto: Xsandra for Nets.

Nets: 2022 startede godt for rejsebranchen

Kreditkortforbruget i årets første uge gav fremgang for flyselskaber og rejsebureauer, biludlejning og hoteller. Det viser Nets Danmarks opgørelse af Uge 1, der sammenligner med ugen før.

Danskernes brug af Dankortet og internationale betalingskort, registreres hos Nets, den nordiske udbyder af elektroniske betalingsløsninger. Dermed har Nets datagrundlaget til at dokumentere ændring i omsætningen i konkrete brancher baseret på data fra virksomheder med en såkaldt indløsningsaftale med Nets.

Hver uge har Nets Danmark sin Market Insight, hvor omsætningen via køb med kreditkort – private som firmakort – er opdelt i 20 varegrupper og sammenlignes med ugen forinden.

Opgørelsen for Uge 1 dækker mandag 3. december til i søndags, den 9. januar.

Det samlede forbrug, som registreret af Nets i Uge 1, viser fremgang i 12 af de 20 varegrupper og kategorier i forhold til Uge 52. Kategorien ”Sundhedspleje” topper i Uge 1 med en stigning på 90,6 procent sammenlignet med Uge 52.

På andenpladsen kommer fælleskategorien ”Flyselskaber og rejsebureauer” med plus 62,2 procent, fulgt af ”Biludlejning” med plus 44,6 procents stigning fra Uge 52 sidste år til Uge 1 i år.

Blandt de øvrige kategorier – med relevans for rejsebranchen – er på 11. pladsen i Uge 1 ”Hoteller” med en beskeden fremgang på 0,7 procent i forhold til Uge 52.

To andre kategorier har også relevans for rejse- og oplevelsesbranchen. På 14. pladsen er ”Spisesteder” med 11,6 procent nedgang fra Uge 52 sidste år til Uge 1 i år. Som nummer 20 kom i Uge 1 kategorien ”Underholdning og attraktioner,” der så en nedgang hos Nets fra Uge 52 til Uge 1 på 35 procent.

Mange virksomheder har budt nye medarbejdere velkommen
I sine kommentarer til Uge 1 i år sammenlignet med Uge 52 sidste år skriver Nets blandt andet: ”Uge 1 er ugen, hvor vores nytårsforsætter endnu er friske i erindringen, og hvor vi fortsat tror på devisen om ”New year, new me”.

Nytårsforsætterne kan især ses i forbruget i kategorien ”Sundhedspleje”, hvor forbruget er 90,6 procent højere end ugen før og i ”Wellness, skønhedssaloner & barberer”, hvor forbruget er steget 29,3 procent.

Vi er tilbage efter ferien og ser vi på forbruget på firmakort, vidner det om, at mange virksomheder har budt nye medarbejdere velkommen. Firmakortene er nemlig blevet brugt online i kategorierne ”Blomsterhandlere” (+40,2 procent) og ”Byggemarkeder & møbelhandlere” (+67 procent) og fysisk hos landets bagere, hvor forbruget er 103,1 procent højere end ugen før.

Forretningsrejserne er også så småt ved at komme i gang, hvis vi ser på forbruget online på firmakort. Her ser vi stigninger i kategorierne ”Flyselskaber & rejsebureauer” (+57,4 procenter) og ”Hoteller” (+26,9 procent),” skriver Nets i sine kommentarer.

Hele Nets’ ”Statistik om danskernes forbrug” kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Bookingtallet er steget 227 procent

Mangel på udlejningsbiler giver højere priser

Nets Danmark registrerer nedgang i rejsebranchen