Det norske krydstogtrederi Havila Kystruten, der konkurrerer med Hurtigruten mellem nordnorske Kirkenes og Bergen, har fået mærkatet “Made in Norway” – et nyt initiativ fra Innovasjon Norge.
For at få status som “Made in Norway,” der på vegne af de norske myndigheder administreres af Innovasjon Norge, skal ansøgerne opfylde en række strikse kriterier, skriver Havila Kystruten i en pressemeddelelse.
Det gælder blandt andet virksomhedernes norske baggrund (Havila blev grundlagt af den norske familie Sævik, der fortsat er rederiets majoritetsejer, oplyses det); virksomhedens værdi for det norske samfund, dens bæredygtighed og produktkvalitet.
Og nu har Havila Kystruten, der blev søsat for at konkurrere med Hurtigruten på strækningen fra nordnorske Kirkenes og ned til Bergen, fået stemplet “Made in Norway” af Innovasjon Norge, der skal være med til at markedsføre Norge som rejsemål.
Kystruten besøger undervejs fra Kirkenes til Bergen i alt 34 større og mindre bysamfund ved den norske kyst.
Havila kan bruges sin nye Made in Norway-status til markedsføring og kommunikation. Blåstemplingen Made in Norway skal styrke norske virksomheders konkurrencekraft på internationale markeder og være en garanti for norsk kvalitet, hedder det.
Betjener 38 lokalsamfund
I pressemeddelelsen siger Bent Martini, koncernchef for Havila Kystruten, der opererer fire skibe mellem Kirkenes og Bergen: ”Havila er norskejet og vores rødder i norsk erhvervsliv går flere århundreder tilbage i tiden. Havila betjener byerne på strækningen mellem Kirkenes og Bergen med person- og godstransport – både til glæde for borgere og virksomheder samt udenlandske turister.”
Koncernchefen tilføjer, at Havila så vidt muligt serverer mad ombord på sine skibe der stammer fra den del af Norge, rederiet betjener.
”Vi transporterer passagerer, både lokalbefolkning og turister, fra havn til havn. Vores moderne, miljøvenlige skibe – der er fyldt med norsk teknik, møbler og indretning fra norske leverandører – tilbyder et produkt ingen andre kan matche,” mener Bent Martini.
Selve ”Made in Norway” er et beskyttet varemærke, skabt for at markedsføre og understøtte norske virksomheder på udenlandske markeder. Varemærket er en del af konceptet “Hele Norge Eksporterer,” skabt af den norske regering for at styrke norske virksomheders internationale konkurrencekraft, oplyses det.
Relaterede artikler:
Havila Kystruten får første positive driftsresultat – men ender i minus

STANDBY.DK Nyt om rejser


