TUI fortsætter samarbejdet med Norwegian (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Norwegian og TUI flyver videre i tæt samarbejde

Norwegian forlænger aftalen med TUI i den kommende vinter- og sommersæson fra Skandinavien til destinationer i Europa. Alene i Norge har Norwegian over 70 procent af TUI’s charterproduktion.

”Vi har et godt samarbejde med TUI og er glade for at fortsætte det i de kommende sæsoner. TUI er Nordens største rejseaktør og tilbyder rejser til mange destinationer. Vi fortsætter med at forny flyflåden, og vi glæder os til at byde endnu flere TUI-passagerer velkommen om bord,” siger Magnus Thome Maursund, kommerciel direktør i Norwegian, i en pressemeddelelse fra det store norske flyselskab.

Pressemeddelelsen oplyser ikke værdien af kontrakten mellem Norwegian og TUI eller hvor mange TUI-passagerer, Norwegian skal flyve med fra Skandinavien til de navnlig sydeuropæiske destinationer.

TUI er den største charteroperatør, Norwegian har et samarbejde med, det går tilbage til 2010. Den nye aftale gælder for vintersæsonen 2023-2024 og for sommersæsonen 2024.

Også TUI-flyvninger med Norwegian fra Danmark og Sverige
I pressemeddelelsen fra Norwegian siger Tommy Serban, kommerciel direktør i TUI i Norden: ”Vi er glade for at forny vores lange partnerskab med Norwegian. Som TUI er Norwegian en etableret aktør med høj tillid blandt de skandinaviske rejsende.

Vores kundeundersøgelser viser, at Norwegian gør et fantastisk arbejde med oplevelsen om bord. Vi ser frem til sammen at fortsætte og udvikle den bedste ferieoplevelse for vores kunder. Ikke mindst til vores største vinterrejsemål, De kanariske Øer,” siger Tommy Serban.

I Danmark flyver Norwegian for TUI fra Københavns Lufthavn til Mallorca og Catania på Sicilien. Fra Sverige flyver Norwegian fra Karlstad og Kalmar til Gran Canaria samt fra Stockholm til Catania.

Over 70 procent af TUI’s charterkapacitet i Norge vil blive leveret af Norwegian, oplyses det. I Norge flyver Norwegian for TUI fra, nævnt alfabetisk: Bergen, Bodø, Evenes, Haugesund, Oslo, Sandefjord, Stavanger, Tromsø og Ålesund til destinationer i Spanien, Grækenland, Cypern, Italien, Bulgarien, Kroatien og Tyrkiet.

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauer håber kriseramt flyselskab flyver videre

TUI klar med ny salgschef i Danmark

Jettime lander trecifret millionkontrakt med Apollo