Notebook mistænkes for årsag til flyulykke

En Airbus A330-300 fra australske Qantas tabte pludselig højde den 7. oktober og måtte nødlande i en lille lufthavn i det vestlige Australien.

 

Maskinen blev ramt af problemer på vej fra Singapore til Perth. Mindst 70 af de 303 passagerer blev såret. Heraf fik 10-15 alvorlige kvæstelser som knoglebrud og skader på rygsøjlen.

 

Flyselskabet og myndighederne undersøger nu, om en computer kan være skyld i ulykken. Ifølge en talsmand for politiet skyldes det pludselige højdefald en defekt på flyets instrumenter. Mistanken er, at en tændt bærbar computer eller mobiltelefon har forstyrret instrumenterne.

 

Passagerne bliver nu bedt om at svare på, om de har anvendt en bærbar computer lige inden ulykken. Det er tilladt at bruge sin notebook, mens det er forbudt at tænde for mobiltelefonen. Der er endnu ingen beviser for, at en computer rent faktisk har forbindelse til ulykken.

 

Ifølge det australske dagblad The Courier Mail viser en rapport udgivet af Australian Transport Safety Bureau (ATSB), at en trådløs mus fik en Qantas-jet til at miste sin kurs i juli.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen