Ønske om bedre konkurssikring

Ifølge den spanske avis El Pais er 22.771 passagerer ramt af flyselskabets aflysninger og for de danske kunder er det et problem, at selskabet ikke er registreret i den danske Rejsegarantifond, så passagererne ikke har haft adgang til at tilkøbe konkurssikring ved direkte billetkøb hos Spanair, skriver politiken.dk.

 

De seneste år har flere i rejsebranchen ønsker obligatorisk dækning som del af prisen for flybilletten.

 

Direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening henviser til, at man i 2009 foreslog konkursbeskyttelse opkrævet som del af lufthavnsafgifterne i danske lufthavne. En opkrævning på mellem to og fem kroner pr passager ville indbringe mellem 16 og 40 millioner kroner årligt og medføre, at konkursdækning ikke skulle vælges til eller fra af den enkelte.

 

Hos Forbrugerrådet siger jurist Mads Mølgaard Braüner, at man her ønsker, at en konkurssikring skal dække alle der flyver fra og til Danmark i stedet for at det skal afgøres af, om flyselskabet er registreret i Danmark eller ej.  

 

Også fra flyselskabet Cimber Sterling er der støtte til forslaget om, at alle rejsende automatisk skal være sikrede. Her siger kommerciel direktør Jacob Krogsgaard at det ville være en fair løsning, mens den nuværende ordning til en vis grad er konkurrenceforvridende.

  

Han henviser til, at selskaber som for eksempel easyJet, Ryanair og Norwegian i lighed med konkursramte Spanair ikke er registreret i den danske Rejsegarantifonden.

 

Køber man sin flyrejse hos for eksempel SAS eller Cimber Sterling, er selskaberne forpligtet til at tilbyde en konkursdækning. Hvis man køber en flybillet til 100 kroner hos Cimber og tilkøber en konkursdækning på 20 kroner, deponerer selskabet 115% af det samlede beløb i Rejsegarantifonden, som refunderer beløbet, når rejsen er overstået, mens de ikke-registrerede slipper for deponering.

Skrevet af Flemming Juul