Nu undskylder United Airlines CEO

Den hårdhændede fjernelse af en flypassager hos United.

Kun et par timer efter han roste sine ansatte og fastslog, at de fulgte flyselskabets retningslinjer, måtte United Airlines CEO Oscar Munoz komme med en blank undskyldning for den voldsomme adfærd mod en kunde, der blev trukket af selskabets fly.

Nu kalder Oscar Munoz sagen for ’rædselsfuld’ og undskylder over for passageren, samtidig med, at han lover en grundig renovering af selskabets retningslinjer ved overbookede fly.

En passager blev beordret til at forlade det fly, han havde købt billet til og taget plads i, fordi der skulle skaffes plads til flypersonale. Flyet, der skulle fra Chicago til Louisville i Kentucky, var overbooket, så fire passagerer blev udpeget til at stå af flyet mod kontant kompensation. De tre gik frivilligt, men den fjerde – en læge – skulle hjem og tage sig af sine patienter og nægtede at stå af.

Flypersonalet tilkaldte vagtpersonale fra lufthavnen, som med magt og meget voldsomt trak passageren ud af flyet. Den voldsomme scene blev mødt af protester fra de øvrige passagerer, som samtidig optog miseren på video, der straks blev sendt ud på de sociale medier.

Det førte til en shitstorm mod United Airlines, så Oscar Munoz måtte ændre opfattelse og udsende en undskyldning. Men samtidig sendte han mails til medarbejderne, som ikke understøtter den offentlige undskyldning, men roser personalet.

Også denne mail blev spredt ud på de sociale medier, og så måtte Nunoz grave ekstra dybt i sækken med undskyldninger i et sidste forsøg på at redde situationen, mens selskabets aktiekurs raslede ned.

Om det så er nok til at redde omdømmet sås der tvivl om i den internationale presse – blandt andet i Kina, hvor United arbejder tæt sammen med Air China. Her har millioner angiveligt udtrykt deres vrede og foreslår boykot af United.

I USA er der optræk til, at sagen kan indgå i en planlagt kongreshøring om de store amerikanske flyselskabers kæmpeoverskud mens de indfører gebyr efter gebyr.