Hvis de har deltaget i politiske protester i Hong Kong, så forbyder Kina nu besætningsmedlemmer fra Cathay Pacific på fly til Kina. De må heller ikke arbejde på fly, der overflyver kinesisk luftrum.
I over to måneder har borgere i Hong Kong hver weekend protesteret mod nye kinesiske regler for Hong Kong, der er en selvstyrende kinesisk kontrolleret enhed med udvidet selvstyre, herunder fri presse, i forhold til selve Kina.
Borgere i Hong Kong protesterer blandt andet mod lovgivning fra Kina om, at dømte i Hong Kong skal afsone deres straf i selve Kina. Ligeledes ønsker de mere demokrati. Protesterne har udløst voldelige sammenstød mellem demonstranterne og politiet. Hong Kong er af de største finansielle markeder i Asien og asiatisk hjemsted for mange globale koncerner.
Ikke-voldelige protester mod myndighederne udføres blandt andet i Hong Kongs internationale lufthavn, hvor hundredvis af flyvninger er blevet aflyst.
Den statslige kinesiske utilfredshed med protesterne i Hong Kong betyder nu også, at Kina strammer kravene mod ansatte i flyselskabet Cathay Pacific, der har hjemmebase i Hong Kong.
Forleden kom Kinas luftfartsmyndigheder, CAAC, Civil Aviation Administration of China, med et nyt direktiv. Det forbyder alle ansatte i det store flyselskab i Hong Kong, Cathay Pacific, der har deltaget i protesterne mod Kina, mod at arbejde som typisk piloter eller kabinepersonale på Cathay-fly fra Hong Kong til Kina eller som overflyver kinesisk luftrum, skriver nyhedsbureauet Reuters og CNN.com
Forhåndsgodkendelse fra de kinesiske myndigheder
Før Cathay-afgange nu afgår fra Hong Kong mod Kina, eller som skal flyve over kinesisk luftrum, skal Cathay oplyse data om de enkelte besætningsmedlemmer, hvorefter de så skal forhåndsgodkendes af de kinesiske myndigheder.
“Vi tager direktivet alvorligt og følger det nøje,” lyder det fra Cathay Pacific, der er medlem af Oneworld-alliancen.
Men, omvendt, siger Cathays bestyrelsesformand, John Slosar, i et forsvar af flyselskabets medarbejdere: “Vi har 27.000 ansatte i Hong Kong… vi ville aldrig drømme om at fortælle dem, hvad de skal tænke og mene om noget som helst.”
Cathay Pacific ejer to andre flyselskaber i Hong Kong. Cathay har i mange år haft Cathay Dragon, det tidligere Dragonair. Tidligere i år købte Cathay lavprisflyselskabet Hong Kong Express – også kaldt HK Express.
Qatar Airways er i ejerkredsen
Swire Pacific-gruppen fra Hong Kong ejer 45 procent af Cathay Pacific, Air China har omkring 30 procent af aktierne, mens Qatar Airways ejer tæt på ti procent.
Ifølge sammenslutningen af fagforeninger i Hong Kong, Hong Kong Confederation of Trade Unions, har over 2.300 luftfartsansatte, herunder kabinepersonale og piloter i for eksempel Cathay, deltaget i protesterne mod de kinesiske stramninger.
Udover at Kina har beordret Cathay Pacific til at suspendere medarbejdere, der støtter de pro-demokratiske protester i Hong Kong, promoverer den statskontrollerede presse i selve Kina en kampagne mod Cathay på sociale medier i Kina med hashtagget #BoycottCathayPacific.
Relaterede artikler:
Flyselskab overvåger passagerer med kamera på fly