Turismen til og i Europa stiger igen efter pandemien. Arkivfoto fra sydspanske Malaga: Henrik Baumgarten.

Ny analyse forudser fortsat europæisk turismevækst

I ny prognose fra European Travel Commission forventes den stigende tendens i udlandsrejser at fortsætte i år. Men først i 2025, forudser ETC, er Europa tilbage på ankomsttallene fra 2019.

Store opsparinger af både rejselyst og penge under pandemien, får rejselysten til at fortsætte i år. Det skriver European Travel Commission i en ny analyse, ”European Tourism: Trends & Prospects.”

ETC er blandt andet partner med EU for at styrke turisme til og i EU-landene – medlemmerne af ETC tæller for eksempel VisitDenmark.

Opgørelsen viser også, at mens væksten i kortere rejser, for eksempel i Europa, stiger, kniber det med at få samme aktivitet på interkontinentale rejser. I Europa er efterspørgslen efter rejser mindre i Østeuropa på grund af krigen i Ukraine. Samtidig påvirkes rejselysten af høj inflation, stigende energipriser samt en truende recession.

European Travel Commission skriver, at tal for genopretningen af turisme i Europa viser, at Europa sidste år var på vej tilbage til niveauet fra 2019, året før pandemien. Væksten vil fortsætte i år, men i mindre kraftigt omfang end sidste år, hvor der for alvor blev åbnet for rejser i takt med, at rejserestriktionerne blev sluppet.

Genopretning på vej fra Asien og stærk vækst fra Nordamerika
Rejser i Europa nåede sidste år op på 75 procent af 2019-niveauet, mens rejser fra andre verdensdele til Europa først anslås at være tilbage på niveauet fra før 2019 i 2025, vurderer ETC.

I kommentar i forbindelse med den nye analyse, siger Luís Araújo, direktør for ETC: ”Her i 2023 forventer vi fortsat stærk vækst i den europæiske turismesektor. Det går fint med rejser her i Europa, så vi har fokus på genkomst af ankomster og dermed genopretning fra andre verdensdele.

I første omgang glæder vi os over, at det igen efter genåbningerne i senest Kina går fremad med at få rejsende fra Asien og Stillehavsområdet til Europa. Men rejsende fra disse områder er dog udfordret af højere priser på flybilletter. Samtidig skal for eksempel kinesiske turister bruge tid på at få visa til Europa ligesom mange skal forny deres pas, der kan være udløbet under pandemien.”

ETC noterer, at navnlig destinationer omkring Middelhavet har set den største vækst i genopretningen af turiststrømmen. Og mens det kniber med at få oversøiske turister fra Asien retur til Europa, går det bedre med de nordamerikanske. Det skyldes færre rejserestriktioner mellem EU og Nordamerika samt den stærke amerikanske dollar i forhold til euroen.

 

Relaterede artikler:

VisitDenmark håber allerede i år på kinesiske turister

Analyse: Rejser prioriteres af europæiske forbrugere

Analysechef tror rejsebranchen undgår recession